Nedtrapning

Ved tidligere i NORDJYSKE at fortælle deres historier har de været med til at sætte medicin til debat i den nordjyske psykiatri. Men hvordan går kampen mod sygdommen - og medicinen. Især Amalie Nielsen har oplevet en omvæltning i behandlingen

Lars Teilmann
Amalie Nielsen - 23 år - har oplevet en kæmpe omvæltning i behandlingen, siden hun var i avisen i sommeren 2008. Dengang følte hun, at medicin var 95 procent af behandlingen. Nu indgår medicinen som én af flere former for behandling. Foto: Claus Søndberg
Medicin 1. marts 2009 05:00

Hun virker nærværende og glad. Hun har lys i øjnene, men solen har også skinnet i dag, og hun har lige været på besøg hos sin kæreste. 23-årige Amalie Nielsen har ellers nok at bekymre sig om. Hun er alvorligt syg, men hun kan alligevel tillade sig at drømme om fremtiden. Det var sidste sommer, at Amalie fortalte sin historie i NORDJYSKE. Hun gik til avisen - ikke kun for at fortælle om sin skizofreni og den stemme, som styrer hende - men også for at fortælle om et behandlingssystem, som hun ikke forstod - og som ikke forstod hende. Dengang var hun indlagt på afdeling E2 på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Trods sin unge alder fik hun flere forskellige antipsykotiske midler. Hun var stærkt sløvet, og hun syntes, at 95 procent af behandlingen var medicin. Nu er alting ændret. Efter sommerferien kom hun i behandling på psykiatrisk sygehus på Brandevej i Aalborg øst på en ny afdeling for unge skizofrene. Nu får hun kun en lille mængde af et enkelt antipsykotisk middel. Hun får ikke længere beroligende medicin ved siden af. Hun føler, at hendes psykiater lytter til hende. Og så har hun fået en kontaktperson - en sygeplejerske fra personalegruppen - som hun er fantastisk glad for, og som er rigtig god til at lytte. - Hun begyndte med at spørge mig, om jeg kunne fortælle om nogle af de gode ting i mit liv, fordi jeg sikkert snakkede nok om de dårlige ting med andre. Det synes jeg var en rigtig god idé, siger Amalie. Da Amalie blev indlagt på Brandevej i september 2008, blev det besluttet at trappe hende ud af de store mængder antipsykotisk medicin. Det blev en turbulent tid for Amalie. Det var fantastisk for hende at komme ud af medicinens osteklokke. - Jeg havde svært ved at kende mig selv, mens jeg fik meget medicin. Ens humør er som en stor gråzone. Uden de store udsving. Men da medicinen blev taget væk, kunne jeg pludselig mærke mig selv igen. Det var en dejlig følelse, fortæller Amalie. Intens følelse Følelsen var så intens, at hun snød, da hun skulle skifte til den nye medicin, og i en periode fik hun slet ikke medicin. Men dermed blev stemmen, som hun altid kan høre, meget nærværende, og Amalie begyndte at skære i sig selv på stemmens kommando. Hun var på skadestuen flere nætter i træk. Da hendes kontaktperson spurgte, kunne Amalie ikke lyve. Hun fortalte, at hun havde spyttet medicinen ud. Oplevelsen har givet hende den erkendelse, at hun ikke kan undvære sin medicin, men hun er stadig glad for, at hun kun får “så lidt som nødvendigt”. Hun har også erkendt, at hun ikke kan bo alene foreløbig, og hun håber at få plads i et bofællesskab. Nu er medicin kun en mindre del af behandlingen. Hun har samtaler med en psykolog, som hun har stor tillid til. Hun går til fysioterapeut og musikterapi, og så deltager hun i en gruppe med stemmehøring, hvor man fortæller om sine erfaringer med den stemme, som prøver at styre ens liv. Amalie er også sat på en diæt, så hun kan tabe nogle af de kilo, hun har taget på, mens hun har været i behandling. Vægtøgning er en almindelig bivirkning i behandlingen med antipsykotisk medicin. Hun vil stadig gerne have lidt mere motion, end hun får, men det er også det eneste, som hun savner i behandlingen. Det er ikke kun i det rent behandlingsmæssige, at Amalie oplever en helt ny kultur. Det giver hende også stor tryghed, at hendes familie kan komme og besøge hende, så meget de har lyst og købe mad i kantinen, når de gerne vil spise med. Nu får hun også lov til at køre en tur med en veninde, når hun har lyst. Alt sammen betyder, at Amalie nu kan fokusere fuldt ud på at prøve at få det bedre. Og tænke lidt på fremtiden. - Nu håber jeg bare, at jeg kan komme til at synge igen. Det betyder meget for mig. Hele mit øverste register er væk, så det skal trænes op igen. Og så håber jeg at få et arbejde en dag. Måske som kirketjener, fortæller Amalie. Det er 15 måneder siden, at Hanne Christiansen fortalte sin historie i NORDJYSKE. Hun boede på det tidspunkt alene i en lejlighed i Hjallerup, men et par måneder senere fik hun et tilbagefald og måtte lade sig indlægge. Den 41-årige nordjyske kvinde er meget pligtopfyldende, når det gælder medicin, og sørger altid for at tage præcis den medicin, psykiaterne ordinerer. Hun har fået flere antipsykotiske midler på én gang i en længere årrække, men alligevel får hun jævnligt tilbagefald. - Jeg bor på en boform, der hedder Mariested. Jeg flyttede hertil i maj efter indlæggelsen. Der går ikke så godt. Faktisk har jeg det lidt værre end dengang. Jeg føler tit sammensværgelser mod mig, når jeg har det dårligt, fortæller Hanne Christensen. Hun har altid haft svært ved at sige, om de store mængder medicin, hun får, virker. Hun får både Leponex og Cisordinol - to stærke antipsykotiske midler. Og så får hun en Zyprexa som ekstramedicin, når hun har det dårligt. De er gode til at dæmpe psykosen, synes Hanne. Men selv om hun altså modtager såkaldt polyfarmaci, mener hun ikke, at medicinen har den store indvirkning på, om hun får tilbagefald eller ej. Hendes nye psykiater på Mariested vil gerne lægge om, så hun kun modtager ét antipsykotisk middel. I tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. - Jeg bliver sat ned i medicin for tiden. Jeg skal ud af min Cisordinol, som jeg eller har fået i mange år. De vil trappe mig ud, så jeg ikke får for meget antipsykotisk. De mener, at jeg vil få det bedre på den måde, fortæller Hanne Christiansen. Hun håber, at hun på et tidspunkt får det godt nok til, at hun kan flytte fra institutionen. - Jeg håber på, at jeg kommer ud for mig selv igen på et tidspunkt. Det er hårdt at være sammen med så mange, der er syge. Man påvirker jo lidt hinanden. Det er heller ikke altid sjovt at være social hele tiden, og at der er personale, der bestemmer mange ting over én. Men omvendt er man heller ikke så ensom. Så det er både godt og skidt at være her, siger Hanne Christiansen. Hun har boet på institution tidligere, hvor hun pludselig fik det bedre og kunne flytte ud i en lejlighed. Det håber hun sker igen. Stilstand Men hvor behandlerne har brugt Hannes gentagne tilbagefald til i flere år at argumentere for, at medicinen ikke kunne trappes ned, har en anden patient - som også har været i avisen - nemlig Leon Geraae - fået den modsatte forklaring. Han er indlagt på retspsykiatrisk afdeling E2 i Aalborg. Han har ikke været psykotisk i snart to år. - Jeg håber jo på, at de snart vil sætte mig ned i medicin, men jeg har ikke hørt noget om det. De mener jo, at jeg er velbehandlet. Og det er jo rigtigt, at jeg har det godt, men der er altså også mange bivirkninger, siger Leon Geraae. Dagen efter, at Leon Geraae var i avisen for at fortælle om sin situation og sit store medicinforbrug, fjernede psykiateren pludselig et ældre antipsykotisk middel og noget beroligende medicin, et såkaldt benzodiazepin, fra Leons medicinkort. Som erstatning for de to midler fik han et nyere antipsykotisk middel. Uden nogen forklaring. Han blev spurgt, hvordan han havde det med at være i avisen, og han svarede, at det havde han det fint med. Og siden har der ikke været snak om avisartiklen - eller snak om at ændre på medicinen. Han får stadig tre antipsykotiske midler, selv om Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der bruges ét middel ad gangen. En af pointerne i artiklen om Leon var Sundhedsstyrelsens krav om, at læger skal gøre sig nogle overvejelser om, hvornår medicinen kan nedtrappes. Hvis det ikke er aktuelt at nedtrappe, skal det forklares hvorfor. Men Leon har aldrig hørt læger tale om nedtrapning eller overvejelser i den retning, og som retspsykiatrisk patient har han affundet sig med, at han må spise den medicin, som bliver udskrevet til ham. Også selv om der er tale om tre antipsykotiske midler - som burde give anledning til forsigtighed i Leons tilfælde. Han lider nemlig af en medfødt hjertefejl, samtidig med at hans kolesteroltal er alt for højt. Det får han i øvrigt også medicin imod. Og så får han medicin mod depression, mod mavesår og mod forhøjet blodtryk. Men foreløbig glæder han sig over, at han har det godt trods diagnosen paranoid skizofren. En diagnose, som han aldrig har fået forklaret. Han ved ikke, hvornår den kom ind i papirerne, og hvorfor den blev hæftet på ham. Han mener ikke selv, at han har været i en egentlig udredning i forhold til sin sygdom. Men det vigtigste for ham er at få behandlingsdommen lavet om til en dom til ambulant behandling. Han drømmer om at komme ud fra de retspsykiatriske afdelinger og flytte ind på et bosted. - Det er mest dét, det handler om for mig lige nu. Jeg trænger til at komme ud herfra og komme videre i mit liv. Jeg håber på et sted i Nordjylland, siger Leon Geraae.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...