Nedtrykt Hamrén: Vi har fortjent bedre

Den svenske landstræner roser sine spillere for indsatsen, selv om svenskerne nu har tabt to gange ved EM.

Nedtrykt Hamrén: Vi har fortjent bedre

Med fredag aftens 2-3-nederlag til England er Sverige færdig i EM-slutrunden i Polen og Ukraine. Holdet mangler godt nok stadig at møde Frankrig på tirsdag, men efter to nederlag i de to første kampe er chancerne for en kvartfinaleplads forduftet.

For den svenske landstræner Erik Hamrén, der for første gang havde sit hold med til en stor slutrunde, er fiaskoen svær at sluge.

- Det var en god kamp, og vi kontrollerede den fint. England var effektive, for de havde knapt andre chancer end dem, de scorede på. Det føles tungt lige nu, siger Erik Hamrén til internationale tv-stationer efter kampen mod englænderne.

Nøjagtigt som i den første kamp mod Ukraine førte svenskerne undervejs. Men igen var det modstanderne, der kunne juble, da dommeren fløjtede kampen af.

- Jeg synes, vi havde fortjent point i begge kampe. Jeg er stolt over, hvordan vi spiller fodbold, og jeg er tilfreds med gutternes indsats, siger Hamrén.

- Men man skal vinde kampene, og det gjorde vi ikke. Vi havde ikke marginalerne med os, det kan vi konstatere, siger den svenske landstræner.

For svenskerne resterer kun muligheden for at rette op på rennoméet, når svenskerne møder Frankrig i den sidste puljekamp. Kampen om kvartfinalepladserne er reduceret til en trekamp mellem franskmændene, England og Ukraine.

/ritzau/