Danmark

Nedtur for Nordsøens vigtige fiskearter

Små fisk er vigtige for økosystemet i Nordsøen og for dansk fiskeri. Men det er gået ned ad bakke for de små fisk, viser nyt studie

Arkivfoto: Ole Iversen

Arkivfoto: Ole Iversen

DANMARK:Små fisk som brisling, tobis, sperling og sild fanger måske sjældent din opmærksomhed. Men ikke desto mindre er de små fisk en vigtig fangst i Nordsøen.

For danske fiskere udgør fiskene en milliardindustri, og for sæler, marsvin, hvaler, havfugle og større fisk udgør arterne en vigtig del af deres fødegrundlag.

Men et nyt, dansk studie viser, at det er gået ned ad bakke for de små fødefisk i Nordsøen. Siden midten af 1990’erne er fiskearterne begyndt at veje mindre, være kortere og få færre unger. Det skriver Videnskab.dk.

- De små fødefisk spiller en nøglerolle for økosystemet i Nordsøen. Så når det går ned ad bakke for dem, har det konsekvenser for hele fødekæden, siger Mikael van Deurs, som er seniorforsker ved Institut for Akvatiske Resurser på Danmarks Tekniske Universitet (DTU AQUA).

Det nye studie viser, at nedturen for fødefiskene begyndte omkring 1993. Siden da er der ifølge Mikael van Deurs sket en halvering af det bæredygtige fiskeritryk på de små fiskearter – det vil sige en halvering af mængden af fisk, som erhvervsfiskere kan fange, hvis fiskeriet skal være bæredygtigt.

Havstrømme og klima

- De små fødefisk bliver fanget af erhvervsfiskere og lavet om til fiskemel. I Danmark er det et af vores vigtigste fiskerier, så det drejer sig om rigtig mange penge, siger Mikael van Deurs, som er en af forfatterne til det nye studie.

Studiet konkluderer, at fødefiskenes nedtur sandsynligvis hænger sammen med ændringer i havstrømme og klima i Nordsøen.

Tidligere forskning har peget på, at klimaændringerne i Nordsøen har ført til en nedgang i produktionen af dyreplankton i området. Sild, brisling, tobis og andre fødefisk er afhængige af at kunne spise disse dyreplankton, og derfor var det forventet, at en nedgang i dyreplankton også ville gå ud over de små fødefisk i Nordsøen.

- Men det er første gang, at det er blevet påvist, påpeger Mikael van Deurs.

Veludført undersøgelse

På Aarhus Universitet mener lektor Peter Grønkjær, at der er tale om en grundig og veludført undersøgelse.

- De fremlægger beviser for en formodning, man har længe haft om, at der er sket nogle væsentlige ændringer i Nordsøens økosystem, siger Peter Grønkjær, som er lektor ved afdelingen for Akvatisk Biologi på Aarhus Universitet og ikke har været involveret i det nye studie.

Selvom det giver god mening, at det er manglen på Calanus finmarchicus, som er årsag til, at fødefiskenes biomasse er faldet, påpeger Peter Grønkjær, at studiet ikke viser en fuldstændig klar sammenhæng.

- Samspillet mellem dyreplankton og fødefisk varierer mellem tidsperioderne og de forskellige fiskearter. I nogle tilfælde ser man, at når det går dårligt for dyreplankton, går det også dårligt for fødefiskene. Men der er også nogle perioder, hvor graferne opfører sig lidt forskelligt. Så det er et kompliceret samspil, der foregår, siger Peter Grønkjær. 

Uanset, hvad der er årsagen, viser studiet tydeligt, at fødefiskene vokser dårligere og får færre afkom, påpeger Peter Grønkjær.

Andre artikler på videnskab.dkOverraskede forskere: Lige så meget mikroplast i fisk for 25 år siden

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst