Nedtur har ikke slået smed omkuld

Michael Eberhardt har på kort tid uforskyldt fået flere knæk som selvstændig

PANDRUP:- Det handler ikke om at blive millionær, men om at lave noget, jeg kan lide. Millionær er den 28-årige klejnsmed Michael Eberhardt så sandelig heller ikke blevet, siden han i januar gik planken ud og tog hul på et liv som selvstændig. I løbet af de knap ni måneder har han allerede fået sin broderpart af økonomisk nedtur. Det tegnede ellers godt, da Michael Eberhardt stiftede sit firma ME Stål og Montage. Så længe han kan huske tilbage, har han villet være selvstændig, men det kneb at turde tage springet fuldt ud. En fyring i december 2002 blev imidlertid det ufrivillige springbræt: Virksomheden Pantec i Pandrup lukkede sin smede- og maskinafdeling og opsagde de ansatte, men virksomheden skulle stadig have lavet smedearbejde, og Michael Eberhardt fik en såkaldt hensigtserklæring om, at han skulle lave arbejdet, hvis hans priser i øvrigt var konkurrencedygtige. Det var de. Michael Eberhardt lejede den gamle Statoil i Tranum, købte maskiner, indrettede værksted og klarede sig fint med ordrerne fra Pantec. Indtil juni i år. Da gik Pantec konkurs og fjernede med ét slag 85 procent af Michael Eberhardts indtjening plus de tilgodehavender, han havde i virksomheden. - Det var træls, men det er jo risikoen. Inden for et halvt år var det begrænset, hvor stor en kundekreds jeg havde nået at bygge op. Men omvendt var det ikke større, end at jeg kunne klare det ved at leje mig ud. Jeg havde ikke sat det større op, end at det kunne løbe rundt,og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville fortsætte, siger Michael Eberhardt. Han havde tidligere haft en del sæsonarbejde med at pelse mink og slagte og vidste, at han ville kunne tjene til dagen og vejen på det, hvis alt andet gik galt. Spænding og risici Men allerede en måned efter Pantecs krak blev Michael Eberhardt kontaktet af de nye ejere, som havde overtaget Pantecs lokaler og stiftet to nye virksomheder. Michael Eberhardt blev spurgt, om han var interesseret i at leje sig ind i den tidligere smedeafdeling og blive underleverandør til de nye firmaer. Og sådan er det blevet, selv om han nu også må kigge i vejviseren efter de penge, han investerede i at lave det værksted i Tranum, som nu er afviklet. - Jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige at rykke hertil. Faciliteterne er gode, der er fuld krandækning, og så er der de gode gamle kolleger. Der er også større muligheder i et industrikvarter, argumenterer Michael Eberhardt, som netop i disse dage rykker ind i lokalerne på Industrivej i Pandrup. Denne gang skal hans virksomhed lægges an på flere kunder, så ikke endnu et enkeltstående krak river tæppet væk under ham. Det er også planen, at Michael Eberhardt vil droppe sit enmands-foretagende og lave et anpartsselskab sammen med sin gamle kollega Michael Bjerregaard. - Vi har valgt at være to, så vi kan supplere hinanden, også i forbindelse med sygdom. Det er meget værd, siger Michael Eberhardt. Han er glad for at have realiseret sin drøm om at blive selvstændig, selv om det har kostet. - Der er noget ved at stå op og gå på arbejde, selv om man ikke får mindre travlt. Jeg kan godt lide at være med til at tage ansvar og stå til ansvar for de beslutninger, man træffer. Det giver spænding. Men risikoen: Den er der jo.