Nedtur: Nu falder passagertal i Aalborg Lufthavn

For første gang i flere år går både indenrigs- og udenrigsruter tilbage.

Lufthavne 1. april 2011 17:02

Netop som bestyrelsen har sagt ja til at udvide Aalborg Lufthavn for 150 millioner kroner, kommer en helt uhørt melding om lufthavnens passagertal: For første gang i flere år - hvis man ser bort fra den islandske askesky i april i fjor - er antallet af passagerer faldet i en måned i forhold til samme måned året før. Dermed er den konstant opadgående kurve knækket, men knækket er dog særdeles beskedent: i marts rejste 114.546 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn - en tilbagegang på 1,7 procent i forhold til marts 2010, som var en af lufthavnens bedste måneder nogensinde. Tilbagegangen er sket på både indenrigs- og udenrigsruterne, hvoraf førstnævnte vejer tungest i det samlede regnskab. I marts rejste 95.736 passagerer frem og tilbage mellem Aalborg og København. Der var 3,6 procent færre sæder til salg på indenrigsruterne til og fra Aalborg i marts, og det afspejlede sig i en nedgang på 3,1 procent i indenrigstrafikken i forhold til marts 2010. - Når et flyselskab sætter færre sæder til salg, så reagerer markedet og kunderne, og det er en naturlig reaktion på det, vi har set i marts, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen. Udenrigs tilbage Også udenrigstrafikken har haft en tilbagegang i forhold. I marts rejste 11.134 passagerer direkte til udlandet fra Aalborg Lufthavn. Det er en tilbagegang på 10,5 procent i forhold til marts 2010. - Vi har ikke haft den direkte rute til Paris i marts i år, og det påvirker udenrigstallene. KLM's direkte rute til Amsterdam har kun været i gang i fem dage, så vi kan ikke måle effekten endnu. Men næste måneds udenrigstal er vi meget spændte på, siger Søren Svendsen. Charter frem Lufthavnsdirektøren kan glæde sig over, at chartertrafikken fortsat går frem - endda voldsomt. I marts rejste 7676 chartergæster til og fra Aalborg Lufthavn i marts 2011, hvilket er en fremgang på 42,4 procent i forhold til marts 2010. - Sammenlignet med marts 2010 har vi i år haft et større charterprogram ud af Aalborg Lufthavn, og det har kunderne reageret positivt på, konstaterer Søren Svendsen, som forventer endnu flere chartergæster i april.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...