Nedtur og nederlag for Nors

STRUER FH NORS BK 18-13 JYLLANDSSERIEN DAMER HÅNDBOLD: Nors Boldklubs damehold i jyllandsserien sluttede første halvdel af sæsonen med en nedtur og nederlag på 19-13 i kampen mod KLG. Og søndag bød den første turneringskamp i 2008 så på en lignende nedtur for træner Ove Leegaard og hans spillere. På udebane mod Struer formåede Nors igen kun at score sølle 13 gange, og dermed vandt hjemmeholdet opgøret i Struer Hallerne med 18-13. - Det var frygteligt. Jeg vil virkelig håbe, at det var vores bundniveau, vi så i dag. Hvis vi kan spille dårligere, så hører vi hjemme i serie 3, sukkede en frustreret Ove Leegaard efter nederlaget. I første halvleg kom Nors langsomt igang. Struer førte med 3-0 og 5-2, men stærkt forsvarsspil og mange store redninger af Mia Yde i målet betød, at Nors hang på. Og thyboerne sluttede endda første halvleg stærkt og kunne gå til pause med en smal føring på 7-6. Men så var det også slut for gæsterne. I anden halvleg kom Nors i det første angreb foran med 8-6. Derpå formåede de gulblusede kun at score sølle fem gange i de resterende 29 minutter. Samtidig fik Struer hul på bylden i den anden ende, og dermed blev det altså til en sikker sejr til hjemmeholdet. Blackout - Når man kun kan score fem mål på 29 minutter, så kan man ikke vinde håndboldkampe. Det var et rent blackout i anden halvleg, sagde Ove Leegaard. Nors-damerne har chancen for revanche allerede i morgen aften, hvor thyboerne hjemme møder bundproppen HK 68 Thyborøn. lbb [ Kampfakta: Struer Hallerne. Håndbold, jyllandsserien damer: Struer fH-Nors BK 18-13 (6-7). Målscorere for Nors BK: Tanja Ø. Andersen 5, Chanette Amtoft 3, Anniqua Luxhøj 2, Sara Ringsborg 1, Sanne Kær 1 og Line Berg 1.