Virksomhedsøkonomi

Nedtur til gavn for genbruget

For Epoka-gruppen i Pandrup, der handler med brugt højteknologi, er finanskrisen ikke udelukkende dårligt nyt.

I nedgangstider vil mange virksomheder overveje at købe brugt i stedet for nyt, og den situation kan vi vende til vores fordel, siger Jan Brandrup fra Epoka-gruppen.

I nedgangstider vil mange virksomheder overveje at købe brugt i stedet for nyt, og den situation kan vi vende til vores fordel, siger Jan Brandrup fra Epoka-gruppen.

PANDRUP:Det globale økonomiske tilbageslag åbner også mulighed for at gøre gode forretninger. - I nedgangstider som i øjeblikket vil mange virksomheder være tilbageholdende med store investeringer, og det får nogle til at overveje at købe brugt i stedet for nyt, og den situation kan vi vende til vores fordel, Så det går faktisk rigtig fint for os, siger stifter og koncerndirektør Jan Brandrup, Epoka Group. Epoka er opdelt i tre forretningsområder, nemlig it-, hospitals- og industriudstyr. Og administrerende direktør Hans-Henrik Stenild kan bekræfte, at de mørke skyer over verdensøkonomien ikke skræmmer Pandrupfirmaet. - Udover at de potentielle kunder ser mere på prisen, giver krisen os gode muligheder for at gøre gode indkøb, siger Hans-Henrik Stenild, som kan fortælle, at der på it-området i øjeblikket søges tre-fire mand ekstra. I forvejen er 48 personer beskæftiget med køb og salg af brugt it-udstyr. Virksomheden har haft problemer med at skaffe kvalificerede folk, men det forventes at være et overstået fænomen. Indenfor medicinsk udstyr beskæftiger firmaet 20 mand, mens industriområdet giver arbejde til to personer. Hans-Henrik Stenild påpeger dog, at krisen også indebærer begrænsninger for Epoka. - Risikoen for tab vil selvfølgelig også være større for vores vedkommende, så vi skal være meget opmærksomme på også at få pengene ind, siger han og tilføjer, at det generelt handler om at have fokus på omkostningerne. På det punkt står Epoka efter hans vurdering stærkt, fordi firmaet som konsekvens af et stort underskud i 2006 i god tid inden finanskrisen fik omkostningerne rettet til. I 2007 opnåede gruppen et resultat før skat på 9,1 million kroner ud af en omsætning på 272 millioner kroner, og også i 2008 vil der være positive tal på bundlinien, forsikrer direktøren. - Den økonomiske kur, vi har gennemgået, giver os nu et forspring i forhold til konkurrenterne, hvilket giver os gode muligheder for at købe ind, siger han. At fremtiden synes positiv betyder dog ifølge Jan Brandrup ikke, at Epoka kan sidde advarselssignalerne overhørig. Forleden kunne bokseinteresserede således læse, at Epoka har skåret sit sponsorat med Dansk Bokse-Union ned fra tre til to år. - Vi er også nødt til at passe på pengene i øjeblikket, men dog ikke mere end at vi fortsat er sponsor for den lokale sport, herunder bokseklubben, siger Brandrup og tilføjer, at de lokale sponsorater giver Epoka mest for værdi for pengene.