Nedturen fortsætter

Peugeot topper top-20-listen med to 206 0g 307 - skarpt forfulgt af Skoda Fabia

Bilsalget i august blev ikke så godt, som branchen håbede på. De nyeste tal fra De Danske Bilimportører viser et fald på 19 procent i forhold til samme måned sidste år. Og dermed blev juli pæne salgstal foreløbig en enlig svale. - Vi har med spænding ventet på tallene for august, fortæller Bent Mikkelsen, adm. Direktør hos De Danske Bilimportører. I juli faldt bilsalget nemlig noget mindre end i årets første seks måneder. På den baggrund håbede organisationen, at den negative trend i bilsalget var vendt. Men i august gik udviklingen atter i den forkerte retning. I årets første otte måneder er det solgt 19 procent færre end samme periode sidste år. - Med tallene for august forventer vi et samlet salg på 90.000-95.000 biler i 2003, hvilket er et fald på 15-20 procent i forhold til 2002, siger Bent Mikkelsen. På listen over de 20 mest solgte personbiler er der ikke de store nyheder. Men Daewoo-forhandlerne glæder sig sikkert over, at Kalos har genetableret sig på listen. Og Audi A4 ligger stadigvæk lunt i svinget på en 10. plads. Til gengæld er Toyota Corolla røget helt ud af listen og Opel har ingen modeller placeret på top 20.