Skolelukninger

- Nej, hvor er det pinligt!

Ikke et ord om skoledebat på kommunens egen hjemmeside

MARIAGERFJORD:Borgere, der er nysgerrige efter at følge med i den aktuelle debat om skolestrukturen går forgæves, hvis de klikker sig ind på i Mariagerfjord Kommunes egen hjemmeside, www.mariagerfjord.dk. Når man går ind under menupunktet ”Skoler”, nævnes debatten om skolestrukturen ikke med et ord. Oplysningerne er tilmed forældede - de handler om, at man afventer en byrådsafgørelse i foråret 2007 om flytning af 7. klasserne. En beslutning, der allerede er truffet af byrådet. - Nej, hvor er det pinligt! udbryder formand for børne- og familieudvalget Jørgen Pontoppidan (V), da NORDJYSKE fortæller ham om hjemmesidens indhold. - Det skal jeg lige have undersøgt nærmere, lover han. - Flytningen af 7. klasserne er jo vedtaget af byrådet forlængst, og det burde fremgå af hjemmesiden, siger Pontoppidan. Debatten om skolestrukturen har været i gang siden januar. Der har været holdt tre stormøder for skolefolk, bestyrelsesvalgte og embedsmænd. - Jeg vil mene, at de referater der er blevet taget fra stormøderne, skulle kunne læses på kommunens hjemmeside, lyder det fra Pontoppidan. Han siger, at der ikke er noget så irriterende som at komme ind på en hjemmeside, hvor det er tydeligt, at oplysningerne ikke har været ajourført i et halvt år. Hvis man søger på ordet ”skolestruktur” får man nul resultater på hjemmesiden.