Lokalpolitik

Nej, nej og nej til en afstemning

V, K og S udelukker ide om at spørge bogerne om nye grænser

HOBRO:Forslaget om en folkeafstemning for at få Hobro indplaceret i en ny storkommune, er prompte blevet skudt ned af. Ideen tilhører byrådsmedlem for Hobro-listen Svend Nielsen, men det er også en ide, han står fuldstændig isoleret med. - Det kan slet ikke blive aktuelt, lyder det raden rundt fra talsmænd for de politiske partier i byrådssalen. Borgmester Jørgen Pontoppidan (V) mener, at en afstemning kun vil forplumre billedet, og han vurderer, at Svend Nielsen måske er den eneste person i kommunen, som ønsker en folkeafstemning. - Og jeg ved slet ikke, hvad der skulle være temaet for en afstemning. Svend Nielsens ide om at sende Hobro til Randers er da i hvert fald helt uden jordforbindelse, siger Jørgen Pontoppidan. Viceborgmester Hans Poulsen (S) er enig med Svend Nielsen så langt, at det vil være gavnligt med et offentligt møde om kommunens fremtid. - Processen skal naturligvis ikke holdes bag de lukkede døre, men omvendt har vi jo ikke en helt masse at holde borgermøde om på nuværende tidspunkt. Vi kan involvere borgerne, når vi politisk kan komme med lidt mere præcise udmeldinger om mål og muligheder, siger Hans Poulsen. Han er enig med Jørgen Pontoppidan i, at der slet ikke er et tema for en eventuel afstemning. - Vi er jo ikke i en situaiton, hvor vi skal vælge det ene eller det andet. For os handler det om at forhandle os frem til en ny kommunestruktur med interesserede naboer, siger Hans Poulsen. Hans Jørgen Nielsen, ordfører for den konservatuive byrådsgruppe, deler synspunktet. - En folkeafstemning kan ikke blive aktuel i Hobro. Fakta er, at det store byrådsflertal er enige om at danne en ny storkommune sammen med Arden og Hadsund - og at flere er særdeles velkomne. Det er situationen. Vi har intet at stemme om, fastslår Hans Jørgen Nielsen.