Lokalpolitik

Nej tak til tre milliarder

Øboere opfordrer politikerne til at bruge penge andre steder i amtet

De fleste nordjyder ville ganske givet juble over udsigten til en statslig investering på tre milliarder kroner. Men ikke de 55 beboere på Egholm. - Vi ønsker under ingen omstændigheder en tredje Limfjordsforbindelse tværs over Egholm. Det vil være langt bedre, hvis Folketinget bruger de mange penge på efteruddannelse og forskning i landsdelen, så der kan komme gang i beskæftigelsen, siger Ove Axelsen og Henrik Mørch, formand for henholdsvis ø-foreningen og Egholms Venner. I runde tal er en motorvejsforbindelse tværs over Egholm beregnet til at koste tre milliarder. Et ekstra rør ved Limfjordstunnellen koster kun omkring en tredjedel. Såvel Aalborg Byråd som Nordjyllands Amtsråd har besluttet, at den tredje Limfjordsforbindelse skal over Egholm. Hvem der skal betale, er endnu ikke afgjort. Men de nordjyske byråds- og amtspolitikere synes helt oplagt, at staten skal bidrage med et væsentligt beløb. - Det er da genialt, hvis det lykkes at overtale staten til at overføre tre milliarder kroner til Nordjylland. Men det vil da være fuldstændig tåbeligt at ofre pengene på asfalt. Gad vide, om de mange arbejdsløse i Hjørring ikke hellere ville have, at de penge, der er ofret på motorvej, i stedet var gået til at sikre beskæftigelsen, siger Ove Axelsen og Henrik Mørch. Strandtudser Foreningen Egholms Venner har i øjeblikket en klage til behandling hos Naturklagenævnet. Klagen går på, at en motorvej tværs over øen vil være i strid med EU's naturbeskyttelsesregler, som omfatter de strandtudser, der hopper rundt på Egholm. - Jeg tror på, at vi får medhold. Naturklagenævnet kan ganske enkelt ikke tilsidesætte EU's regler, siger Henrik Mørch. De to ø-boere fatter ikke, hvordan nogen overhovedet kan få den tanke at reducere Egholm til en bropille for den tredje Limfjordsforbindelse. - De store rekreative værdier, som findes her på Egholm, vil jo blive fuldstændig ødelagt. Hvilken anden stor dansk by har sådan en fredelig naturperle lige uden for døren, spørger de.