Etik

Nej tak til ungdoms-racisme

RACISME: Da jeg gik hjem tirsdag 1. oktober fra "Oppe i Kælderen" motionscenter ved 21.30-tiden, bemærkede jeg, at der på hjørnet af Rusen og Skelgårdsvej var en lidt mærkelig stille aktivitet af unge, der mildest talt flygtede, jo mere jeg nærmede mig. Da jeg går videre, ser jeg at én af beboerne fra Skelgårdsvej kommer ud for at se sig omkring, så jeg går tilbage og spørger, om der er noget galt. Det var der. De ca. otte unge har fået for vane at bruge deres aftener med at kaste diverse ting på vedkommendes vinduer fra havesiden for derefter at gemme sig i krattet ved "El-skuret". At unge, som går i 7. og 8. klasse på Asaa Skole, udøver racisme, finder jeg meget chokerende. Det gør mig meget vred, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det bliver stoppet. Jeg opfordrer hermed både forældre med børn i denne alder og Asaa Skole til at tale med børnene om disse ting. Navnene vil komme frem, og der vil falde påtaler til de familier, hvis børn har gjort dette, med opfordring om en undskyldning fra børnene til de beboere, det er gået ud over. Såfremt det gentager sig, vil jeg personligt anmelde det med navngivning til politiet, så det kan få en ende.