Natur

Nej til alle hundelortene i Hegelyskoven

HUNDELORTE:De "kompetente" personer, som har drøftet hundeekskrementer i Hegelyskoven, mangler sandsynligvis briller, eller er de måske selv hundeejere? Måske går de slet ikke tur i området? Der er hundelorte overalt. Vi er dagplejere, og en dag, hvor vi gik en tur med børnene på Hegely-stien, gik et af børnene ud i græsset, hvilket er helt naturligt - børn undersøger jo ting og sager. Pludselig så vi til vores skræk, at barnet stod med stor hundelort i hænderne. De utallige folk, som lufter hunde i området, lader hundene løbe løs, og de skider overalt. Og lorten får lov at ligge. Alle ved, at børns motorik og udvikling stimuleres ved en tur i skoven. Men det er åbenbart hundenes område. Vi har oplevet et barn falde med en hånd godt plantet i en stor hundelort. Føj. Vi synes, det er ulækkert, når børn og støvler er smurt ind i hundelort efter en tur i skoven, samt hvis de ikke kan "forstå", at græsset ikke må betrædes langs gangstierne. Naturoplevelser i skoven er åbenbart forbeholdt hundene og deres ejere. Vi opfordrer til, at man sætter en hundeposestander op, samt at hundeejeren samler hundeekstrementerne op. Husk på, at antallet af hunde stiger, mens skoven jo ikke bliver større.