Nej til anden cykelsti

Flest skolebørn har glæde af sti til Svoldrup

Skolevæsen 1. december 2004 05:00

FARSØ: Forvaltningen har prioriteret rigtigt, da den over for amtet pegede på at næste cykelsti i kommunen bør gå langs Svoldrupvej. En gruppe borgere i Hvalpsund har ellers peget på, at der vil blive god brug for at føre cykelstien til Ullits videre igennem til Hvalpsund, når de ny store færger bliver sat ind. Men teknisk udvalg bakker forvaltningen op. Det oplyser formanden for udvalget, Kaj Wisti Lassen (V). Han forklarer, at der er flere skolesøgende børn, der har brug for en sikker skolevej langs Svoldrupvejen end mellem Hvalpsund og Ullits, det er afgørende for prioriteringen. Modsat har Birgit Overgaard, Christian Søgaard og Jørgen Smed i Hvalpsund påpeget, at mange flere ville bruge vejen til cykling mellem Hvalpsund og Ullits, hvis der var en cykelsti, men at cyklisterne ikke tør køre på strækningen i dag på grund af den stærke og tunge trafik. Det er Nordjyllands Amt, der har henvendt sig til kommunerne og bedt dem denne gang foretage en prioritering ud fra, at de cykelstier, der ikke endnu hænger sammen, skal gøres færdige. Det gælder i den aktuelle sag både stien til Svoldrup og den som stopper i Ullits. Bag henvendelsen fra de tre borgere i Hvalpsund, om at få ført cykelstien igennem til Hvalpsund, står også Farsø Turistforening, hvis formand er Jørgen Pedersen fra Færgekroen i Hvalpsund, og Borgerforeningen i Hvalpsund, skolebestyrelsen for Lovns Alstrup skole, Tour de Pedal Farsø Kommune og Tour de Pedal Hvalpsund, Hvalpsund Badmintonforening og Hvalpsund Camping. Der er da også turistargumenter for cykelstien til Hvalpsund. Ikke mindst når Sundet får større færge med kapacitet til to lastvognstog og motorkraft til tre overfarter i timen. Samtidig anfører turistforeningen ved Jørgen Pedersen og marketingchef Jakob Boye-Møller, at Hvalpsund er et særdeles vigtigt rekreativt område for hele den vesthimmerlandske befolkning, hvor private og mange institutioner, virksomheder og organisationer henlægger deres udflugter. På samme linje er borgerforeningen, der anfører, at der hver sommer kommer mange turister til Hvalpsund. Cykelturisterne og sommerhuslejerne kan ankomme til Hvalpsund under sikre forhold og man kan cykle til Farsø under lige så sikre forhold. Butikker, museer og lignende i begge byer vil kunne nyde godt af en forlængelse af cykelstien, anfører således Ole Randrup, formand for Hvalpsund Borgerforening. Strækningen Ullits-Hvalpsund er fem kilometer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...