Skagen

Nej til ansøgning om privat pasning

Et flertal i B&U afviser ansøgning om privat pasning i Skagen - Det forstår de ikke i Venstre

- I sidste ende risikerer vi, at folk må flytte fra Skagen, siger Pia Karlsen (V), der her ses sammen med Christina Lykke Eriksen (SF) og Brian Kjær (S). Arkivfoto: Bente Poder
- I sidste ende risikerer vi, at folk må flytte fra Skagen, siger Pia Karlsen (V), der her ses sammen med Christina Lykke Eriksen (SF) og Brian Kjær (S). Arkivfoto: Bente Poder

SKAGEN: En skagbo har søgt om tilladelse til at oprette en privat pasningsordning i sit eget hjem, fra klokken 14-19 på alle skoledage for op til fem skolebørn fra børnehaveklassen og op til og med 3. klasse, men det siger kommunen nej til.

Et flertal bestående af S, SF og DF’s medlemmer af børne- og ungdomsudvalget (B&U) afviser ansøgningen, og det ærgrer Venstres medlemmer af udvalget.

Svært for pendlere

- Jeg ved, at flere pendlere har problemer med at nå at hente børnene inden klokken 16.30. Her har vi en ansøgning om et privat tilbud, som er 100 procent økonomisk neutralt for kommunen, som kan imødekomme det behov. Det er en løsning, der er erhvervsvenlig, forældrevenlig og ikke mindst børnevenlig. Det bør vi efter vores mening ikke sige nej til, siger Pia Karlsen (V), der er næstformand i B&U.

Hun peger på, at behovet for en pasningsordning med længere åbningstid end den kommunale og med et mere roligt miljø end en SFO med 140 børn er steget efter skolereformen.

- Jeg forstår ikke, at vi ikke i det mindste giver forældrene valgmuligheden. I stedet stopper vi nu en løsning, som ikke tilgodeser børnene, ned i halsen på forældrene. Det synes vi i Venstre er ærgerligt, siger Pia Karlsen.

DF ikke afvisende

Hun frygter, at det i sidste ende kan det ende med, at folk bliver nødt til at flytte fra Skagen.

- Vi har faktisk fået en henvendelse fra en enlig far, der bor i Skagen og arbejder i Hirtshals. Han har en datter i 7. klasse og en datter, der skal starte i skolen. Faren, der ikke har nogen familie i Skagen, kan tidligst være hjemme klokken 16.45. Skal han stavnsbinde den ældste datter til hver dag at hente den yngste? Skal han ud at finde en privat, der kan hente datteren - eller skal han flytte fra Skagen? Det kan vel heller ikke være i nogens interesse, siger Pia Karlsen.

DF's Lars Oldager er ikke afvisende over for en privat ordning, men mener, at man i første omgang skal prøve at løfte opgaven ved at forlænge åbningstiden i SFO'en.

- Med de penge, forældre betaler for forholdsvis kort tid i SFO, bør det være muligt at lave en fleksibel ordning, som hænger sammen. Hvis ikke det er muligt, skal vi selvfølgelig se på det igen, siger Lars Oldager.

S: Helheden går tabt

Bahram Dehghan, socialdemokratisk medlem af B&U, forklarer, at hensynet til en helhedsorienteret serviceydelse vejer tungest for Socialdemokraterne.

- Vi ser skolereformen som en helhed, og begynder vi at pille enkeltelementer ud, er vi bange for, at helhedssynet går tabt. Samtidig skal vi sikre, at kvaliteten i pasningen er høj. Hvis vi åbner for private pasningsordninger, risikerer vi at skyde os selv i foden, siger Bahram Dehghan.

Kommunal godkendelse

Selv om et privat pasningstilbud drives uden offentlige midler og helt finansieres ved forældrebetaling, kræver det kommunalbestyrelsens godkendelse, hvis man modtager flere end to børn.

Kommunalbestyrelsen skal også føre tilsyn med forholdene i den private pasningsordning.

Det er ikke lykkedes at træffe B&U-formand Christina Lykke Eriksen for en kommentar.

Enhedslistens Ida Skov deltog ikke i mødet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden