EMNER

Nej til at føre krig uden om FN

V-PLANER:Man kunne 19.5. læse på tekst-tv, at Venstre synes, det er helt ok at gå i krig uden om FN. De påstod desuden, at dette ville styrke FN. Jeg må have læst forkert! At gå i krig uden om FN er som at sige til alverdens befolkning: Vi kan ikke lide jeres mening, og den er desuden helt underordnet, vi gør alligevel som vi selv vil. Det kan ikke være rigtigt, at V igen vil bringe os i en situation som med Irak. V besluttede, at vi skulle gå sammen med USA og England med flere for at fjerne Saddams masseødelæggelsesvåben (hvor mange er det nu de har fundet?), og de gik i krig uden FN og den danske befolkning. FN er en organisation, der blev dannet for at undgå krig og ødelæggelse, der blev dannet et sikkerhedsråd som skulle beslutte, hvem og hvordan slyngelstater skulle straffes. Organisationen led et frygteligt nederlag, da nogle af deres medlemmer, endda medlemmer af Sikkerhedsrådet, besluttede at gå i krig uden deres anerkendelse af nødvendigheder heraf. Skal en gentagelse af denne skammens tid for Danmark virkelig være en mulighed? Ifølge V skal det åbenbart være fremtiden. Jeg synes, det var på sin plads, at FN trådte i karakter og gjorde, hvad den burde have gjort for længe siden og blev skabt til, når nationers politiske ledere ikke følger verdens befolknings mening, skal og må disse fremstilles for en international domstol og dømmes for deres forbrydelser. Jeg var og er ikke tilhænger af Saddam og hans regime, men det var, er og burde ikke være grund nok til at føre krig mod en nationalstat. Sæt en stopper for de krigsliderlige fra V.