Lokalpolitik

Nej til at spare på lærertid

Flertal i udvalg afviser at en besparelse, der ville betyde farvel til 10 folkeskolelærere i Thisted Kommune. Nu skal byrådet tage stilling til sagen - eller sende den tilbage til udvalget

Skal der fyres folkeskolelærere for at få Thisted Kommunes budget til at hænge sammen? Det spørgsmål splitter børne- og familieudvalget, hvor et flertal ikke vil være med til en besparelse på fem millioner kroner på den såkaldte lærertidsaftale. Besparelsen svarer til omkring 10 lærerstillinger. Der skal ikke skæres i timetallet i kommunens folkeskoler, men til gengæld bliver der mindre tid til bl.a. elevplaner, forældresamarbejde, lejrskoler, tilsyn og pauser. - Vi har hele tiden syntes, at det er en for for voldsom besparelse. Det er ikke af hensyn til de lærere, der mister deres job, men fordi det vil gå ud over serviceniveauet i skolerne, siger Mogens Kruse (SF), formand børne- og familieudvalg. På udvalgsmødet tirsdag stemte han nej til besparelsen sammen med socialdemokraterne Erik Bøgh Nielsen og Heinz Hvid. De tre ville have forvaltningen til at finde alternative besparelser. Men de to andre medlemmer af udvalget, Poul Hvass Hansen (K) og Per Skovmose (V), gjorde brug af deres ret til at sende sagen i byrådet. Men som modtræk er de tre S og SF-medlemmer af udvalget nu blevet enige om et såkaldt beslutningsforslag, oplyser Mogens Kruse. Det går ud på, at byrådet 22. november skal afvise at behandle udmøntningen af besparelsen og sende sagen tilbage til udvalget.