Blokhus

Nej til at udvide cykeludlejning

Efter lang diskussion sagde teknikudvalg nej til at udvide udlejningsfirma i boligområde i Blokhus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er rift om cyklerne i sommertiden, turisterne nyder at trampe i pedaler. Foto: Lars Pauli

JAMMERBUGT:Ejeren af Hune-Blokhus Cykeludlejning på Pirupsvej, Merete Fuglsang Hansen, må se i øjnene, at hun ikke får lov til at udvide sin sæsonforretning med et værksted og salg af reservedele til cykler. Jammerbugt Kommune siger nej til at give den nødvendige dispensation, fordi udlejningsforretningen ligger i et boligområde, forklarer udvalgsformand Otto Kjær Larsen (V). - Det er ellers en god ide med cykeludlejning og tilhørende værksted, og vi diskuterede det også meget i udvalget, siger han. - Det endte med en afstemning, hvor flertallet på seks sagde nej til dispensationen, oplyser han. - Vi vil ikke åbne op for mere erhverv i boligområder. De skal forbeholdes boliger, tilføjer han. Det er blandt andet forventningen om øget trafikal belastning i området på grund af udvidelsen, der har fået politikerne til at sige nej. Merete Fuglsang Hansen driver sin udlejningsforretning fra privatboligens garage og udhus, og det er en acceptabel aktivitet, mener kommunen, fordi det er til begrænset gene for omgivelserne. Kommunen vil dog gerne hjælpe hende med at finde et egnet sted, hvor der både er plads til udlejningsforretning, værksted og butik. - Jeg er meget skuffet over afgørelsen, for jeg har fået stor opbakning fra alle sider til ideen, også fra naboerne, påpeger Merete Fuglsang Hansen. - Både turisterhvervet og campingpladser bakker mig op, og så bor vi altså lige ved siden af et supermarked. Mere boligområde er det ikke, forklarer hun. - Fire politikere var herude og se på forholdene, og jeg opfatter også dem som positivt indstillet, så jeg undrer mig også over afgørelsen, tilføjer hun. - Men nu må vi se på, hvilken løsning de kan tilbyde mig i stedet for.