Nej til billige drømmehuse

Ligger drømmehuset på landet, og er det meget billigt, er det blevet endnu sværere at låne til et køb

Michael W. Larsen, EDC-mægler i Thisted, kender problemerne med at få finansieret boligkøb: - I en konkret sag har vi haft to kunder, der var interesserede i at købe. I begge tilfælde har banken sagt nej.

Michael W. Larsen, EDC-mægler i Thisted, kender problemerne med at få finansieret boligkøb: - I en konkret sag har vi haft to kunder, der var interesserede i at købe. I begge tilfælde har banken sagt nej.

Kriseår og en massiv mængde tvangsauktioner har nu fået konsekvenser: Det er sværere at låne til de billigste boliger i udkanterne af det danske land. Udkanter, som i høj grad findes i Nordjylland. Realkreditinstitutterne har ganske enkelt ændret deres tilgang til boligkøberne. Siger nej til de billige boliger Blandt de realkreditinstitutter, der holder lidt igen, er Realkredit Danmark, som er Danske Banks realkreditinstitut. - Som udgangspunkt har vi det syn, at vi finansierer ejerboliger i hele landet. Så er der nogle ejerboliger, der er forbundet med større risiko at finansiere end andre, og dette er ofte tilfældet med billige boliger, fortæller Michael Hermansen, underdirektør i Realkredit Danmark. Det, at de er billige, kan efter realkreditinstitutternes erfaring afspejle flere ting. Dels kan det være ejendommens stand, der er årsag til prisniveauet, men det kan også afspejle, at huset ligger i et område, hvor efterspørgslen ikke er så stor, forklarer Michael Hermansen. - Det betyder også, at mulighederne for at sælge sådan en ejendom er reduceret i forhold til at sælge en ejendom, som ligger i en by eksempelvis. Drømmehus bliver en fælde Er ejendommen ikke til at sælge, risikerer kreditforeningen at skulle overtage den, hvis boligejeren bukker under, og ejendommen går på tvangsauktion. - Vi er nødt til at være lidt mere forsigtige. Vi har kunnet se, at hver gang vi har haft krise, så er den her type ejendomme rigeligt repræsenteret, når vi skal overtage ejendomme på tvangsauktion, og de er vanskelige at komme af med igen, når vi har overtaget dem. - Vi forholder os selvfølgelig til den konkrete ejendom, som vi forudsætter skal være i fornuftig stand, og så forholder vi os til den kunde, vi har siddende i stolen foran os. Der vil vi stille lidt større krav til kundernes økonomiske robusthed. Årsagen er, at en stærk økonomi hos kunden kan opveje det, at huset kan være svært at sælge. Kunden skal ganske enkelt være i stand til at sidde i huset, selv om salget kan trække ud, fordi huset ligger i et mindre attraktivt område, forklarer Michael Hermansen. - Og dybest set synes vi, at det er god rådgivning. Nej til unge og uheldige byer Også bankerne er tilbageholdende med at yde boligkøbere lån. I Thisted har EDC-mægler Michael W. Larsen oplevet, at handler er gået i vasken. - Jeg tror, vi på en konkret sag har haft to kunder, der var interesseret i at købe, men banken i begge tilfælde har trukket i håndbremsen, fortæller han. I Thisted og det øvrige Nordjylland er der dog stadig acceptable salgstal, selvom boligmarkedet er en smule mat. Det er nemlig langt de fleste købere, der får et ja fra banken. I Thisted er det ifølge Michael W. Larsen som oftest unge mennesker, der får nej til at låne til huset i banken, hvorimod boligernes placering betyder mindre. Det er til gengæld ikke tilfældet i Hjørring, hvor Home-mægler Nickolai Thoft også har erfaringer med drømmehandler, der røg i vasken. - Det er ikke noget, vi oplever særlig tit. Men det er som regel sket, efter at kunderne har været i banken og er blevet rådgivet til ikke at købe i det område, fordi det kan være svært at sælge igen, fortæller han. Det er særligt et godt stykke uden for Hjørring, at der kan være problemer med et salg - og særligt områder, som har været berørt af skolelukninger, fortæller Nickolai Thoft.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.