Børnepasning

Nej til flere børn

Forældre vil ikke acceptere opnormering

HJALLERUP:Skal en tilbygning til Hjallerup Børnehave på 40 kvadratmeter føre til, at antallet af pladser øges med seks i daginstitutionen. Det mener Dronninglund Kommune, mens forældre og personale i Hjallerup Børnehave er dybt uenige. Senest har forældre og personale i daginstitutionen holdt et møde om sagen, hvor de bakker den selvejende institutions bestyrelse op i at fastholde en normering på 42 børn. Børnehavens bestyrelse har tilbudt en midlertidig løsning, hvor man tilbyder at tage tre ekstra børn i en tidsbegrænset periode på seks måneder. Det forslag er kommunen dog ikke interesseret i. Forældrene i Hjallerup Børnehave peger på, at tilbygningen rummer tiltrængte forbedringer for personalet, og kun ombygningen af køkkenet har givet mere plads til børnene. Udvidelsen her svarer til halvandet barn. Pædagog og souschef Dorthe Frederiksen peger på, at børnehaven i en årrække ikke har haft tidsvarende personaleforhold, der bl.a. manglet bade-, kontor og garderobefaciliteter. - Vi har i dag en nærhed og tryghed, med børnene, der bliver spoleret, hvis presser flere børn ind, siger formand for forældrebestyrelsen, Lone Duerlund, der ikke mener, at der kvadratmeter til flere børn. Hun vil ikke have burhønstilstande i børnehaven, og hun kan ikke forstå, at kommunen ikke sagde et ord om pladskravet, da man planlagde byggeriet. - Havde vi vidste det, så havde vi bygget anderledes, siger hun, der ikke mener, at kommunen har overblik over det fremtidige behov for pladser. Forældrebestyrelsen har ikke kunne få et svar fra forvaltningen. I det hele taget er det så som så med samarbejdet. - De truer os hele tiden med at opsige driftsoverenskomsten, der er ingen dialog, siger hun. Kommunen har undersøgt, hvad en opsigelse af driftsoverenskomsten vil betyde. Og svaret er ifølge Lone Duerlund, at personalet fyres, og at Hjallerup mangler 46 pladser. I børnehaven har man forgæves forsøgt at få en dialog i gang, man har f.eks. uden held forslået en midlertidig skurvognsbørnehave. Nu overvejer man at samle alle forældrebestyrelser i Hjallerup og holde et møde med Hjallerup Samvirke om sagen. Både forældre og personale finder kravet om flere børn i den forvejen overbelagte børnehave i strid med kommunens mål for dagtilbud. Det var ved redaktionens slutning ikke muligt at få en kommentar fra hverken borgmester Mikael Klitgaard (V) eller formanden for børne- og kulturudvalget, Peter Bandholm (V).