EMNER

Nej til flere stier i Østerskoven

} KØRESTOLE: Teknisk udvalg i Hobro Kommune vil ikke imødekomme et ønske fra den lokale afdeling af Hjerteforeningen om flere kørestolevenlige stier i Østerskoven. For et par uger siden åbnede foreningen en en ny Hjertesti. Bagefter blev stien kritiseret for ikke at være egnet for kørestolsbrugere. Teknisk forvaltning mener, at der allerede er stier i Østerskoven, som kan benyttes af gangbesværede og mennesker i kørestole. Forvaltningen foreslår, at disse stier tegnes ind på Hjerteforeningens kort over stier i skoven. Teknisk udvalg har sendt ideen videre til behandling i kommunens handicapråd. } NY DATO: HK's afdeling i Hobro, Mariager og Hadsund var lidt for tidligt ude, da den på et flot postkort inviterede medlemmerne til at deltage i en ekstraordinær generalforsamling om sammenlægning med HK Aalborg onsdag 20. oktober. Hovedforbundet var ikke taget i ed, og der er nu kommet en kontraordre om en ny dato for generalforsamlingen. Den holdes i stedet tirsdag 9. november. Forklaringen er i følge lokalformand Lars Hedelund, at man med den oprindelige dato ikke kunne overholde noget rent proceduremæssigt i forbindelse med fusionen. Det ærgrer ham. Det koster 20.000 kr. at udsende nye postkort om den ændrede dato. } VOLD: En 28-årig kvinde har til politiet anmeldt, at hun har været udsat for vold forøvet af en ekskæreste. Hun fik først et par lussinger, hvorefter ekskæresten tog kvælertag på hende. Volden var sket umiddelbart før kvinden tirsdag aften mødte frem på politistationen for at anmelde ekskæresten.