Nej til fortsat fredning af Oxholm Mølle

Indsigelse til kulturministeren vil være spild af tid, siger interessegruppe

ØLAND:Kulturarvstyrelsen har sagt nej til, at Oxholm Mølle bevarer sin fredningsværdi. Det betyder, at Ølands brændte vartegn nu kan genopføres uden originale materialer, som møllehjul eller stråtag. - Det er den rige beslutning, når nu Oxholm Mølle desværre er nedbrændt. Sådan siger borgmester Mogens Gade (V), efter kulturarvsstyrelsen tirsdag har besluttet at ophæve fredningen af Oxholm Mølle. Styrelsen har i alt fået underskrifter fra 163 borgere, der ønsker møllen genopført med originale materialer. Efter kulturarvsstyrelsens afgørelse vil borgmesteren nu holde et møde om møllens fremtid. - På onsdag vil jeg tage et møde med lokalhistorisk forening og Oxholm Mølles Venner om møllens fremtid. Men beslutningen kan jo stadigvæk ankes, siger Mogens Gade. Indsigelser mod afgørelsen skal adresseres til kulturminister Brian Mikkelsen (K) og sendes til kulturarvsstyrelsen senest tirsdag 10. maj. Spild af tid Oxholm Mølles Venner har indsamlet 162 underskrifter for fortsat fredning af møllen. Den lokale interessegruppe har ikke tænkt sig at sende en indsigelse til kulturministeren. - Vi har gjort, hvad vi kunne. Men kulturarvsstyrelsen er bygningskyndige og har nu foretaget endnu en grundig vurdering. Derfor vil en indsigelse til kulturministeren være spild af tid, siger Hanne S. Johnsted fra Oxholm Mølles Venner. - Vi mener, at efterkommere vil have gavn af at se møllen i sin oprindelige skikkelse med stråtag, tandhjul og møllevinger. Men det vil koste cirka 7 millioner, og det strækker forsikringssummen på 2,8 desværre ikke til, siger hun. Brovst Kommune har planer om at rekonstruere møllens ydre form - uden brug af originale materialer - og bruge møllerummet til udstillinger og lignende arrangementer. En sådan genopførsel er mulig med pengene fra forsikringssummen. I sin afgørelse pointerer kulturarvsstyrelsen nu et princip om, "at såfremt en fredning ophæves, kan kulturarvsstyrelsen ikke stille krav til bygningen, herunder at den genopføres". Det betyder, at møllens fremtid - uden yderligere indsigelser - ligger i hænderne på Brovst Kommune. Materielle skader Oxholm Mølle brændte i oktober 2004. I sit afslag lægger kulturarvsstyrelsen nu vægt på omfanget af materielle skader efter efterårets brand på Ø-land. - Alle overflader, alt mølleinventar og hele møllehatten er udbrændt, skriver styrelsen i sin begrundelse. - Hertil kommer, at den bærende konstruktion er så svært skadet, at den ikke vurderes at kunne restaureres, men skal udskiftes, skriver den.