EMNER

Nej til kommunal storskærm

Henning G. Jensen mener ikke, at kommunen skal betale. Forhandlinger i gang om privat storskærmsarrangement.

Sidst der var storskærm i Aalborg var for godt et år siden, da AaB vandt guld. Måske kommer der også en storskærm op, når Danmark møder Sverige. Arkivfoto

Sidst der var storskærm i Aalborg var for godt et år siden, da AaB vandt guld. Måske kommer der også en storskærm op, når Danmark møder Sverige. Arkivfoto

Der er håb forude for de mange fodboldfans, der gerne vil se landskampen Sverige - Danmark, der spilles i Stockholm 6. juni. For hvis man virkelig vil se kampen, kan det også lade sig gøre - også selvom det kun er de færreste, der kan se kampen hjemme i stuerne. Kun de, der har digitalt tv-abonnement, kan se kampen på deres eget fjernsyn - alle andre må en tur ud i byen. Men alt tyder på, at der bliver flere steder at vælge mellem. Indtil videre er det godt nok kun værtshuset Jydepotten i Vejgaard, der ifølge Viasat har sikret sig lov til at vise kampen. - Men vi regner da med, at der er andre steder, der køber kampen, fortæller Kirstine Rasmussen, der er informationschef hos Viasat. Pris: 100.000 kr. Måske kommer der også en storskærm op et sted i byen. Lige nu er der i hvert fald forhandlinger i gang. Viasat har solgt rettighederne til at lave storskærmsarrangement videre til et københavnsk eventbureau, og lige nu er der ifølge Viasat forhandlinger i gang om at få et storskærmsarrangement realiseret. Problemet er bare, at det kommer til at koste sådan cirka 100.000 kroner, og de penge er der nogen, der skal ryste op med inden kampen kan vises. I Odense har borgmesteren lovet, at betale, men det kommer ikke til at ske i Aalborg. Kommunen skal ikke betale Godt nok lover borgmester Henning G. Jensen, at kommunen vil se yderst velvilligt på en ansøgning om at få en storskærm op at stå. Men det skal ikke koste kommunen noget. - Det er altså ikke kommunens opgave at gå ind og betale for, at nogen har klokket i det, så landskampen ikke kan ses af alle. Jeg synes, at det er en god ide at få stillet en storskærm op, så mange kan se kampen samlet, men det er altså ikke noget som kommunen skal betale for. Vi har mange andre ting at bruge penge på, siger Henning G. Jensen. Dermed afviser borgmesteren forslaget fra partifællen og den tidligere byrådskollega, nuværende folketingsmedlem Rasmus Prehn, der i går meldte ud, at han synes, at Aalborg Kommune skulle følge Odense Kommune og betale de omkring 100.000 kroner. - Der kunne være flere forskellige, der kunne have interesse i at betale, og hvis det bliver til noget, så vil det være godt. Men vi gør det altså ikke, siger Henning G. Jensen.