Nej til længere skoledag!
Regeringens forslag om en 37 timers skoleuge fik onsdag elever på gaden i Thisted

Galleri - Tryk og se alle billederne.
THISTED:”Helle forlanger, vi bliver fanger!” ”Nej til længere skoledag!”.
Imens kommunens medarbejdere nysgerrigt kigger ned fra vinduerne samles 7., 8. og 9. klasser fra Thisted og omegn onsdag formiddag foran rådhuset i Asylgade.
Med bannere og tilråb demonstrerer de mange fremmødte mod forslaget om længere skoledage, der er en del af regeringens udspil til en ny folkeskolereform.
- Selvom vi er unge, har vi også et liv og en mening. Hvis vi skal gå i skole til klokken 16 hver dag, har vi ikke plads til fritid, fortæller Nicoline Kjeldtoft, der går i 7.a på Hannæs Skole.
Det samme mener Amalie Søvndal Nielsen og Marissa Poulsen fra Snedsted Skole:
- Det er ikke fair, at vi skal gå endnu længere tid i skole. Vores frihed bliver taget fra os.
På trods af snevejr er eleverne mødt talstærkt op.
Både Hurup, Snedsted, Sjørring, Bedsted, Tingstrup, Hannæs, Hanstholm og Østre Skole er repræsenteret.
Fra Vestergade, hvor nysgerrige ekspedienter og handlende stikker hovedet ud fra butikkerne, bevæger demonstranterne sig ned til rådhuset i Asylgade ad to omgange, inden de til sidst samles på Store Torv.
Ifølge regeringen er målet med en folkeskolereform, at børnene bliver ’den bedst uddannede generation i Danmarkshistorien’.
- Vi vil da gerne være dygtige, men det bliver vi altså ikke i en heldagsskole. Kvaliteten i undervisningen stiger ikke med antallet af timer, lyder det fra elevrådsformand på Tingstrup Skole, Frederik Kjeldtoft.
Han har sammen med elevrådsformænd og elever fra blandt andet Snedsted og Østre Skole arrangeret dagens demonstration.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.