Nej til lukning af 3F-kontorer

Forslag om at lukke tre kontorer i 3F Midtfjord og samle aktiviteterne i Løgstør blev nedstemt

lene haugbølle, formand for de ca. 4000 medlemmer i 3F Midtfjord: Nu trækker vi i arbejdstøjet og ser, hvordan vi kan lave forbedringer inden for de nuværende rammer.

lene haugbølle, formand for de ca. 4000 medlemmer i 3F Midtfjord: Nu trækker vi i arbejdstøjet og ser, hvordan vi kan lave forbedringer inden for de nuværende rammer.

- Nej tak. Vi vil beholde vore nuværende fagforeningskontorer. Et forslag fra bestyrelsen for 3F Midtfjord om at lukke tre kontorer og samle aktiviteterne på hovedkontoret i Løgstør blev nedstemt med stort flertal på en ekstra generalforsamling tirsdag aften på Fjerritslev Kro. 187 stemmeberettigede medlemmer var mødt op, og 132 medlemmer ønskede ikke, at den nuværende struktur med kontorer i Løgstør, Nibe, Aars og Fjerritslev bliver ændret. Fra medlemsside blev det fremhævet, at en sammenlægning af kontorerne vil betyde en forringelse af det nuværende serviceniveau. Og trafikalt ville det være et problem for mange medlemmer at komme med bus til Løgstør fra andre steder i 3F-afdelingens dækningsområde. Lene Haugbølle, formand for de ca. 4000 medlemmer i 3F Midtfjord, der dækker de tidligere kommuner Fjerritslev, Nibe, Løgstør, Aars og Farsø, begrundede bestyrelsens ønske om at samle aktiviteterne på ét kontor: - Det er nødvendigt at overveje nye måder at arbejde og organisere sig på for at kunne være en moderne og effektiv fagforening til gavn for medlemmerne. På vore kontorer sidder vi i dag meget tæt. Ingen af kontorerne er indrettet på en optimal måde. Ved at samle kræfterne på ét sted kunne der blive teamdannelse, bedre kommunikation og bedre fokus på udvalgte mål, forklarede formanden. Hun pointerede desuden, at ønsket om sammenlægning også handlede om at holde kontingentet på et realistisk niveau. Efter afstemningen siger Lene Haugbølle: - Det er dejligt, at så mange medlemmer mødte op. I bestyrelsen havde vi set nogle muligheder for forbedringer ved at samle aktiviteterne, men nu har medlemmerne besluttet noget andet. Nu trækker vi i arbejdstøjet og ser, hvordan vi så kan lave forbedringer inden for de nuværende rammer. 3F-bestyrelsen mødes i februar for at drøfte den nye situation. 3F Midtfjord har 18 medarbejdere på de fire kontorer. Der er fem i Fjerritslev.