Nej til mobilmaster ved kysten

Antenner skal principielt rykkes ind bag sommerhusområder, har politikerne i Jammerbugt besluttet.

Mariann Stenholm
Uanset om en mobilmast udformes som en 17 meter høj flagstang, vil den være ekstremt i øjenfaldende i kystlandskabet. En sommerhusflagstang er sjældent mere end seks-syv meter, som denne i Kettrup Bjerge. Arkivfoto: Jens Morten
Lokalpolitik 22. september 2009 06:00

Der skal ikke være udsigt til mobilmaster i kystlandskabet, når man færdes ved strandene i Jammerbugt Kommune. Heller ikke selv om masten er udformet som en 17 meter høj flagstang. Det har politikerne i teknik- og miljøudvalget fastslået ud fra en aktuel sag fra Saltum Strand. Her har Telenor ønsket at rejse en mobilmast for enden af Peder Nielsensvej på en grund, hvor den vil være synlig fra både strand og klitter, og det har givet vilde protester fra naboerne i feriehusområdet. For selv om den udformes som en flagstang med indvendige antenner, vil den være meget højere end andre flagstænger i området og derfor være meget dominerende og ødelæggende for udsigten, påpeger de protesterende. Formanden for teknik- og miljøudvalget, Otto Kjær Larsen (V), kalder det et meget svært puslespil at få anbragt de nødvendige antenner rundt om i kommunen, men at politikerne er enige om, at kystlandskabet skal friholdes. - De skal rykkes ind i landet bag sommerhusområderne, fastslår han. - Problemet er, at vi alle sammen vil have dækning på mobilen, men vi vil ikke have masterne i nærheden, og den nye 3G-teknik kræver et tæt net af antenner. Sagen fra Saltum Strand er en principsag, så forvaltningen nu giver afslag til alle ansøgninger om mobilmaster i kystlandskabet. I en anden mastesag, hvor Telenor har søgt tilladelse til at rejse en 30 meter høj mobilmast ved Ejerstedvej vest for Saltum, har politikerne sendt sagen til hjørnespark. Man vil nemlig først undersøge, om masten kan placeres 200 meter øst for den ønskede placering, fordi det landskabeligt vil være mindre voldsomt. Masten skal ganske vist være seks meter højere for at dække lige så godt i en stor del af Ejersted, Kordal og Grønhøj Strand-området, men på bundlinjen er der gevinst ved at flytte den, vurderer forvaltningen. - Vi undersøger, om det kan lade sig gøre og sender placeringen ud i nabohøring, forklarer Otto Kjær Larsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...