Nej til storby og bjerge

Da jeg i sin tid udstillede i Kulturforum i Wien, var der fremmødt en del kendte og spændende personer fra de østrigske stats- og kulturministeriet.

Kunst 28. september 2011 06:00

Jeg blev bedt om at møde en times tid i forvejen, fordi dr. Blechner fra Kulturministeriet gerne ville tale med mig. En periode havde han været Østrigs ambassadør i København. Der var også en dr. phil. i japansk og kinesisk, og da jeg på det tidspunkt lavede en del abstraherede landskaber med sydlandske motiver, hvori indgik større eller mindre udkig til havet, spurgte han, om det var bevidst og af mentalhygiejniske grunde. Jeg svarede, at det i såt fald ikke var bevidst, og han omtalte derpå, at der var formodninger fremme om, at den høje selvmordsrate i Østrig kunne skyldes en følelse af indeklemthed grunden store afstand til havet. Dertil indvendte jeg, at østrigerne og specielt indbyggerne i Wien dog havde musikken til opmuntring og spurgte, om det ikke var nok. Problematikken fandt jeg imidlertid så interessant, at jeg omtalte den for lederen af Kulturforum, der var en østrigsk gift, dansk kvinde. Hun kunne i sammenhængen oplyse, at hver gang hun havde været i Danmark, returnerede gennem Tyskland og nærmede sig grænsen til Østrig, fik hun en voksende følelse af indeklemthed. Ved en tidligere lejlighed havde jeg udstillet i en by i Rhone-dalen i Schweiz nær Lausanne. Jeg tog derned på en 10-dages billet med banen, og i starten fandt jeg naturen så enestående smuk og imponerende, at jeg straks ved ankomsten spurgte på banegården, om der var mulighed for at få forlænget billetten, hvortil man svarede benægtende. Dagene gik, og jeg hyggede mig da, men stemningen vendte sig samtidig ret kraftigt. Det endte med, at jeg var ved at gå i panik grunden den trykkende fornemmelse fra bjergene, så jeg det arrangeret således, at jeg kunne returnere to dage før tiden. Jo tættere jeg kom på Danmark, der er omgivet af hav på alle sider, jo mere voksede følelsen af lettelse. Der kan næppe være tale om et trauma fra barndommen, hvor jeg havde vovet mig ind i en tæt menneskemængde, der masede på for at komme ind i et biograflokale. Jeg nåede højst til publikums lårhøjde og husker, jeg havde en psykisk kvælningsfornemmelse. Jeg undgik dog at blive trampet ned. For mange år siden kendte jeg én, der efter en næsten overstået depression blev sendt på rekreation i Schweiz. Det var det sidste sted, man burde have valgt, for patientens tilstand blev markant forværret. Kåre Kvist fra tv har udtalt, at hver gang han er i New York, vender han hjem med en mindre depression. Formentlig den trykkende fornemmelse fra skyskraberne, hvor mange lokaliteter aldrig får en solstråle. Ikke få i min bekendtskabskreds har det på lignende måde. Uanset hvor mange begejstrede film og artikler, jeg ser fra byen, kan jeg ikke se nogen charme i den stad. Jeg ville næppe tage dertil uden et konkret tilfælde. De største kanoner i verdenskunsten kender jeg allerede fra museer i Paris. Min mor var psykisk meget stærk, men hun kunne sige om bjergrige steder, at hun fik kvælningsfornemmelser. Jeg har nok arvet det, skønt min psyke heller ikke fejler noget. Madeira er f.eks. beriget med bjerge, men næsten overalt er der udsigter til havet, og hvis man endelig nogle dage har kigget en del mod bjergene, kan man tage bussen op i højderne og se det hele fra oven og nedefter, gerne fra de spændende lavadaer med akkompagnement af vandets klukken og nattergale endog i dagtimerne. Kunstneren Troels Wörsel har sagt, at han ikke kan bruge de moderne tyske storbyer til noget grundet miljøfattigdommen. Jeg gad vide, om det ikke i lige så høj grad skyldes afstanden til havet som f.eks. med Wien? Barer, restauranter, teatre, museer og diverse underholdningsmuligheder må vel være det, der får nogle kunstnere til at værdsætte Berlin. Eller måske den også omtalte prisrimelighed? Umiddelbart ud fra fotos og film kan jeg ikke få øje på det dragende. Paris kender jeg særdeles vel, dels fra studier i buen, dels fra 15 ganges udstillinger i det velrenommerede Grand Palais, men byen ånder overalt af gammel og ny kultur, atmosfærefyldte kvarterer, et væld af museer, teatre og det store bibliotek i Centre Pompidou, åbent til kl. 22. Og hvis man kan noget fransk, kan man blot droppe ind til diverse forelæsninger på Sorbonne Universitetet. Vor organisme skulle bestå af ca. 70 pct. vand, og den japanske professor Emoto har lavet en lang række videnskabelige undersøgelser, hvorom han har skrevet en del bøger. Det fremgår heraf, at vand rummer en form for liv i hvert fald på den måde, at det kan oplagre informationer (kendt i den homøopatiske medicin) og reagere henholdsvis positivt og negativt på god og brutal tiltale. Emoto nedfrøs vand til minus fem garder, og den positive tiltale gav smukke iskrystaller, den negative disharmoniske iskrystaller. Det er nok forhastet at konkludere, at vand har sjæl, men når jeg bestiller hotelværelse i Paris, er det altid i nærheden af Seinen, som jeg ved har udløb i Atlanterhavet. Dermed mener jeg at aflede et tryk fra omgivende højhuse. At det ikke blot er en særegenhed hos mig fremgår tydeligt af de markante prisforskelle, der er på boliger i nærheden af vand, mest ved havet. Imidlertid er det ikke altid ligetil at kende forskel på de skildrede situationer med tryk og reaktioner på oplevelsen af det uvante, de såkaldte kulturchok. De horisontudvidende/originale udformninger kan opleves provokerende i form af en art kulturchok, men at søge sensationen ender i den modsatte grøft. Konventionelt tænkende personer har kun gavn af at få rystet deres vaneforestillinger og se nye horisonter, skønt de i starten måske føler ubehag. De vil ofte i konfliktskyhed foretrække badestrande uden andet af interesse. Vore iboende vandmængder må have udfordringer med konfrontationer med andre virkeligheder, der ikke har bivirkninger i form af tryk eller pressioner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...