Nej til stramme regler - ja til hensyn

Aalborg 1. februar 2003 07:00

KIRKESANG: Artiklen 30.1. om sange kontra salmer ved kirkelige handlinger er et fint eksempel på, hvorfor Folkekirken ikke nyder godt af en bred folkelig opbakning i de seneste år. Jeg er ikke særlig kristen, hvis parametret er antal besøg i kirken om søndagen. Jeg kommer i kirken seks-otte gange årligt og nyder det meget. Jeg anerkender den kristne tro som et historisk og kulturelt fundament for mig som dansker og som medlem af folkekirken. Der, hvor jeg synes, at nogle præster har det lidt svært, er, når de udviser ringe ydmyghed i forhold til deres hverv eller job om man vil. Som en indskydelse kan jeg oplyse, at ydmyghed i forhold til sit job ikke kun er en mangelvarer hos nogle præster, men inden for mange andre fag. Ydmyghed over for sit job er vigtig. Hvis man spørger sig selv: "Hvad er målet med mit job?" og mærker efter på den faglige og følelsesmæssige side, bliver de mange spørgsmål og beslutninger man skal træffe i dagligdagen meget lettere. For mig står præster for tålmod, tilgivelse, forståelse, fordomsfrihed og menneskelighed på engelsk dækker ordet "compassion" . Det er nogle af præstens værdi, etiske og moralske kodeks. Set i det lys, virker spørgsmålet i artiklen, om hvorvidt mennesker eller familier i sorg har ret til at have et specielt ønske ved deres afdødes begravelse, salmer, sange, taler, musikstykker osv. indlysende. Selvfølgelig skal præster tage udgangspunkt i de efterladtes behov, ønsker og må lægge "regelrytteriet" på hylden. (Det er indlysende at det overordnede regelsæt for den kirkelige handling skal følges, og det ikke er spørgsmålet i denne debat.). Hvis præster står for "compassion", er udgangspunktet ikke stramme regler i kirkeloven, men hensyntagen til de efterladte, deres behov og sorg. Hovedspørgsmålet er således ikke, om præsten kan lide Kim Larsens sange eller ej. Præsten skal udleve sit virke. Han er et omvandrende bevis på et værdigt værdisæt og menneskelighed, moral og etik, som vi andre misunder. Præsten viser ydmyghed over for sit hverv, og er forgangsmand/kvinde for andre, når menneskelighed og forståelse er til debat. Sådan må det være, og hvis folkekirken og dens udøvere ønsker den respekt og anerkendelse som folkekirken fortjener, må ydmyghed hos den enkelte præst i fokus. Hvis folkekirken vil have en bred folkelig opbakning i det hele taget, må udgangspunktet og omdrejningspunktet for den forandring der er nødvendig, være os - befolkningen, vores virkelighed, ønsker og behov. Først her går folkekirken en bedre tid i møde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...