Bosnien‑Hercegovina

Nej til tørklæde, men ja til svinekød

Fatmak og Senad har fundet glæden i Danmark og er begge blevet boss i eget firma

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ejen­dom­men på ad­res­sen Møl­le­ga­de 2 i Øs­ter­vrå har læn­ge væ­ret med i Fatmak og Senads drøm­me. Nu er al­ting gået op i en hø­je­re en­hed. foto: Bent ja­kob­sen

ØSTERVRÅ:Fatmak og Senad Mujnovic flygtede i 90¿erne fra Bosnien til Danmark. Deres hus blev bombet, og via Dansk Røde Kors kom familien i 1996 til Østervrå. Hverken Fatmak eller Senad var meget for at gå på sprogskole, og de valgte begge at søge arbejde og lære sproget via danske kollegaer. Som vi tidligere har skrevet i NORDJYSKE, er Senad udlært tømrer i Bosnien, og for halvandet år siden blev han selvstændig, mens Fatmak fik opfyldt drømmen om at blive uddannet frisør. Siden er den danske drøm blevet udvidet til det optimale, og for at forstå den rette sammenhæng er vi nødt til at gå lidt tilbage i tiden. I begyndelsen af opholdet i Østervrå, begav de sig hver aften ud på en spadseretur, og turen gik altid via Møllegade, hvor de stoppede op ét bestemt sted. Adressen Møllegade 2 består nemlig af både et værksted og en frisørsalon, og således gik Fatmak og Senad rundt i de stille gader med deres store drøm. Sidste år gik alting op i en højere enhed, da parret overtog Møllegade 2, og nu ligger tømrerfirmaet Balkan Byg og frisørsalonen Hårstuen dør om dør. Det går med andre ord rigtig godt for de to tidligere flygtninge, og Senad kan endda oplyse, at han allerede har ansat en lærling, og at en fastansat medarbejder er klar sidst i denne måned. Begge de nye ansatte er danskere, hvis dét kan interessere nogen. Det er endnu ikke almindeligt at se nydanskere, der springer ud som selvstændige frisører og håndværksmestre, og det gode råd fra Fatmak og Senad er, at andre med lyst til samme eventyr ikke skal være bange. - Vi har hele vejen igennem fået god støtte og opbakning. Og vi har heller aldrig være bange for at søge kontakt til danskerne, siger Senad Mujnovic, der sammen med Fatmak gerne vil sætte et par ting på plads: Ganske vist er parret muslimer, men der er tale om muslimer, der - for Fatmaks vedkommende - ikke går med tørklæde, og begge spiser gerne svinekød. - I Bosnien er vi meget vendt mod Europas måde at leve på. Så der er altså stor forskel på muslimer, siger en smilende Fatmak Mujnovics, der åbnede sin salon 2. januar.