Nej til tørklæder står fast

Religiøse tørklæder dur ikke sammen med uniformen, fastslår Hjemmeværnets ledelse nu

maria mawla er fortsat velkommen i Hjemmeværnet. Men altså uden tørklæde. Foto: Kristian Brasen/Scanpix

maria mawla er fortsat velkommen i Hjemmeværnet. Men altså uden tørklæde. Foto: Kristian Brasen/Scanpix

KØBENHAVN:Efter sommerens hede debat om tørklæder i Hjemmeværnet slår ledelsen nu fast, at tørklædet ikke kan kombineres med uniformen, uanset hvor diskret og armyfarvet, det er. Debatten kogte over, da den 27-årige Maria Mawla havde gennemført Hjemmeværnets grunduddannelse ifør uniform og et tørklæde, som hun selv havde anskaffet til uniformen. Sagen kom frem, da Hjemmeværnet selv skrev om den på sin hjemmeside som et mønstereksempel på den gode integration. Men det rejste et politisk stormvejr, og nu er sagen altså endt med, at Maria Mawla og andre må vælge mellem tørklædet og uniformen. Klart nej fra ledelsen - Militært personel kan ikke få opfyldt ønsker om religiøs hovedbeklædning, fastslår hjemmeværnets ledelse. Religiøs hovedbeklædning i forbindelse med uniform er ikke forenelig med hjemmeværnets uniformsbestemmelse. Hjemmeværnets militære personel skal bære uniformer i overensstemmelse med uniformsbestemmelsen. Bestemmelsen er en positivliste over uniformsgenstande, der må bæres, skriver værnet nu på sin hjemmeside. Det fremgår af bestemmelsen, at civile beklædningsgenstande ikke kan bæres sammen med den reglementerede hjemmeværnsuniform. De eneste undtagelser er undertøj, sko og støvler, som den enkelte soldat godt må købe hvis der er tale om samme type, som det Hjemmeværnet udleverer. Håber Maria fortsætter Menig i Hjemmeværnet Maria Mawla er blevet orienteret om bestemmelsen af sin distriktschef. - Hjemmeværnet er glad for at have Maria Mawla som medlem og håber, at hun vil gennemføre sin uddannelse i overensstemmelse med uniformsbestemmelsen. En uddannelse i Hjemmeværnet skal gennemføres inden for tre år efter optagelse i værnet, lyder det på hjemmesiden. Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jan S. Norgaard, oplyser, at formålet med uniformsbestemmelsen er at synliggøre hjemmeværnssoldaten og dermed Hjemmeværnet på en ensartet og genkendelig måde. Det handler også om, at uniformeringen skal yde den enkelte soldat størst mulig sikkerhed. - Hjemmeværnets 50.000 frivillige afspejler alle samfundslag, og vi har også medlemmer af anden etnisk baggrund end dansk. Det er en mangfoldighed, vi er stolte af, siger han. Ensartede uniformer - Vi ønsker i størst mulig omfang at være imødekommende over for religiøst begrundede ønsker og behov. Men vi kan ikke fravige kravet om ensartethed i uniformeringen. Det gælder alle, uanset baggrund og religiøs overbevisning. Dette er på linje med praksis i det øvrige forsvar, siger Chefen for Hjemmeværnet. Jan S. Norgaard tilføjer, at frivillige og medarbejdere i civile stillinger som hovedregel kan få religiøst begrundede praktiske ønsker og behov opfyldt, medmindre det af hensyn til medarbejdernes sikkerhed frarådes.