EMNER

Nej til vejledning om ytringsfrihed

Kære Sten Würtz, jeg fik da godt nok en ordentlig mundfuld af min morgenkaffe i den gale hals fredag morgen, da jeg læste de første linjer af dit læserbrev i NORDJYSKE Stiftstidende.

Her skriver du at der er "kommet et seriøst forslag fra muslimske paraplyorganisationer til EU's generalsekretær Kofi Annan om at genindføre begrænsninger af ytringsfriheden". Desuden er du bange for, at det lykkes muslimer at overbevise enfoldige EU-ledere. Indholdsmæssigt deler jeg slet ikke din frygt eller dine synspunkter. Jeg vil dog tillade mig at rette dig i det faktuelle. Kofi Annan er og har aldrig været EU's generalsekretær. Kofi Annan er De Forenede Nationers (FN) generalsekretær. EU har slet ingen generalsekretær. Til sidst kan jeg oplyse, at idéen om en ikke-juridisk bindende vejledning, der opfordrer medierne til at respektere religioner og undlade at krænke trosretninger blev luftet af den britiske avis The Daily Telegraph for to uger siden. Både EU kommissions-formand Barroso og EU's justitskommissær Frattini, afviser heldigvis sådanne fælles vejledende regler for god presseskik i EU's medlemslande på det kraftigste.