Skolelukninger

Nekrolog over verdensklasse-skole

SKOLESTRUKTUR:Der var engang et skolevæsen med en vision, et langsigtet mål. Kommunens politikere, fagenhedens embedsmænd, skolebestyrelserne og skolernes ansatte arbejdede alle i samme retning. Mariagerfjord Kommune skulle have en skole i verdensklasse. Derfor har det også været et trist efterår, hvor de af os, der har ejerskab til visionen, har oplevet hvorledes den langsomt, men sikkert, sygnede hen... Skolestrukturdebatten har forholdt sig til økonomisk drift på bl.a. bygninger. Der skal spares 15 millioner kr. Jeg er af en anden økonomisk, og ansvarlig, holdning. Jeg har hele tiden arbejdet på at se i helheder, hvilket betyder, at der kan være andre indtægtsgivende områder, som kan bidrage til, at besparelserne på skoleområdet ikke bliver så omsiggribende. Jeg har en vision. Skolestrukturdebatten skal både tage hensyn til økonomi, demografi, vækst, pædagogik og trivsel for såvel borgere, elever og ansatte. Den løsning, udvalget for børn og familie har fremlagt er så langt fra min vision, at jeg hverken kan eller vil stemme for forslaget på byrådsmødet 16. december. Jeg må derfor konstatere, at en vision om et skolevæsen i verdensklasse er død, det eneste der indtil nu står tilbage er en fiasko - den er til gengæld i verdensklasse. Kære byrådskolleger. Jeg håber I vil tænke jer om en ekstra gang.