Lokalpolitik

- Nellemanns er ikke vores havebord - det er Sæbys

Sammenlægningsudvalget afviste at blande sig i debatten om den omstridte have i Sæby

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nellemanns Haves skæbne afgøres i Sæby Byråd. Sammenlægningsudvalget i Ny Frederikshavn Kommune vil ikke blande sig. Arkivfoto: Bent Jakobsen

NY FREDERIKSHAVN: Ikke vores bord. Det må Sæby Byråd afgøre! Der kommer ingen opfordring fra sammenlægningsudvalget i Ny Frederikshavn til Sæby Byråd om at skrinlægge lokalplanen for Nellemanns Have. SF’s forslag fik kun støtte fra Ole Rørbæk Jensen (T) - men udløste til gengæld en lang principiel debat om, hvem der bestemmer hvor og hvornår. Hans Jørgen Kaptain (V) bad om at få forslaget taget af dagsordenen: - Det er utidig indblanding og mangel på respekt for de gamle byråd og lovgivningsmæssigt er det bestemt, hvad sammenlægningsudvalgene skal beskæftige sig med, og det falder uden for vores kompetence. Skulle vi i Sæby for eksempel blande os i, om Frederikshavn Kommune skal afskedige Blæksprutten? Nej, lad nu Sæby Kommune klare den sag med Nellemanns Have, sagde Kaptain. Hans Rex Christensen (V) fandt det ”utrolig uhensigtsmæssigt”, hvis vi skal til at kloge os på hinanden på baggrund af enkeltsager. - Jeg kunne sagtens finde en sag eller to i Frederikshavn, som jeg har en mening om, men det ville ikke være uhensigtsmæssigt, ligesom jeg gerne vil have mig frabedt, at sammenlægningsudvalget blander sig i de seks-syv lokalplaner, vi har på dagsordenen på vores næste byrådsmøde i Skagen. Paul Rode Andersen (SF) henviste til en vejledning fra KL om samspillet mellem byråd og sammenlægningsudvalg. Heraf fremgår det, at sammenlægningsudvalget kan behandle sager, ”hvis der er tale om en helt ny plan eller en plan, der har bevillingsmæssige konsekvenser”. Borgmester Erik Sørensen fastslog, at sammenlægningsudvalget kan beslutte at behandle sagen og det synspunkt støttede et flertal på 16, mens 11 stemte imod. Brian P.: - SF barnlige Brian Pedersen (S) kaldte SF’s forslag ”barnligt”: - Det er ligesom, når små børn ikke får lov af far, så går de til mor. Utrolig barnligt. Det er en Sæby-sag. Paul Rode Andersen: - I stedet for at blive vrissen, sur og knotten, skulle du lytte til et godt råd, Brian. Ikke en nedladende pegefinger, men en konstruktiv fremstrakt hånd: Se på Bangsbo Botaniske Have, som drives med støtte fra kommunen og så et stort antal ildsjæle, der stiller op som lugehold. Vi kunne da ikke drømme om at udstykke Bangsbo til private parceller. Socialdemokraternes gruppeformand i Sæby Byråd, Birgit Hansen, sagde, at S i Sæby støtter, at lokalplanforslaget er lagt frem i offentlig høring: - Vi har ikke taget stilling på forhånd. Vi lytter og vil gerne i dialog med fonden og borgerne, og også gerne undersøge om det er muligt at lave et beskæftigelsesprojekt, men det er ikke kommunens opgave at redde haven, fordi fonden ikke lever op til sine opgaver. Ole Rørbæk Jensen (T) støttede som den eneste SF’s forslag: - Det er en blid og god henvendelse til Sæby Byråd. I Liste T er der andre, der har en anden opfattelse, men som gammel Sæby-dreng vil jeg gerne være med til at bevare en attraktion for byen. Sæby Byråd har desværre plasteret midtbyen til med boliger, men det må ikke forhindre, at vi bevarer denne attraktion.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk