Lokalpolitik

Nellemanns Venner kæmper mod uret

Borgermøde torsdag 10. august i Kulturhuset, hvor redningsplan bliver præsenteret

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hans Jørgen Kaptain kommer ikke til borgermødet. Men venstrepolitikeren har sagt ja til at holde et privat møde med Nellemanns haves Venner. Arkivfoto

SÆBY:Trods et afslag fra borgmester Folmer Hansen om at holde et møde forud for byrådsmødet 15. august, vil byrådsmedlem Birgit Hansen (S) meget gerne stille op og høre nærmere om redningsplanen fra Nellemanns Haves Venner. Det får hun lejlighed til på et borgermøde, som bliver holdt den 10. august i Kulturhuset i Sæby. Udover borgermødet har Nellemanns Haves Venner også arrangeret et privat møde med byrådsmedlem Hans Jørgen Kaptain, der er gruppeformand for Venstre. Det sker umiddelbart forud for borgermødet. - Det er meget vigtigt, at Nellemanns Haves Venner kan fremlægge en konkret redningsplan. Kun på den måde kan de påvirke fondsbestyrelsen og byrådet, siger Hans Jørgen Kaptain. - Problemet er, at vi arbejder mod tiden. Rigtig mange har sommerferie, men trods svære odds har vi alligevel fået stykket en redningsplan sammen. Alle punkterne vil blive nøje beskrevet på torsdag, fortæller formanden for Nellemanns Haves Venner, Hanne Heilmann. Redningsplanen går blandt andet ud på, at Sæby Kommune overtager hele haven og går ind for en fredning. Dernæst handler det om at få finansieret vedligeholdelsen af haven. - Vi er i gang med at søge forskellige fonde, men vi har ikke fået svar endnu. Derudover foreslår vi, at haven - under kyndig vejledning af en gartner - bliver et beskæftigelses- og aktiveringsprojekt. SF har tidligere været fremme med samme ide, og vi netop nu i gang med at regne på de økonomiske aspekter, fortæller Hanne Heilmann, der samtidig gør opmærksom på, at kontingent fra foreningens medlemmer også vil lune i det samlede økonomiske regnskab. Vennerne er også klar til at hjælpe med havens daglige pleje. Nellemanns Venner slår også på den turistmæssige, oplevelsesmæssige og rekreative værdi, og så er det vigtigt, at der kommer mere fokus på haven, og at der bliver tænkt kreativt med forskellige arrangementer. Guidede ture er tidligere nævnt i NORDJYSKE. En sjov ide kunne også være, at det var muligt at stå fadder til de enkelte navngivne paradisæbletræer - mod betaling, naturligvis. Børn og børnehaver skulle have lov til at holde fødselsdage i haven, hvor de samtidig kunne få meget mere at vide om naturen. Desuden ville området passe fint til tilbagevendende arrangementer, ligesom musik, lokalhistorie samt teater kunne få en fin kulisse. - Men de gode intentioner kræver, at politikere ikke vedtager lokalplanen og giver os arbejdsro til at sikre, at Nellemans Have bevares for eftertiden, siger Hanne Heilmann.