Nemmere at komme til og fra havnen

Omkring årsskiftet vil Color Line have en ny toldvisitationsbygning med kontorfaciliteter og garage for toldkontrol af indgående køretøjer klar på Hirtshals Havn.

Dermed vil de mange ændringer på rederiet opmarchområde være helt afsluttet. For to uger siden åbnede Color Line sine nye check-in faciliteter på Hirtshals Havn. De nye check-in-stande er en del af en større ombygning på rederiets arealer, hvor check-in faciliteterne er blevet flyttet for at få en større opmarchplads til biler, lastbiler og trailere. Målet er at effektivisere det tidligere system og gøre check-in-delen bedre for kunderne. Bookingchef hos Color Line, Lars Petersen, siger i den forbindelse: - Ændringerne er nødvendige for at kunne betjene de nye superspeed-færger, og for at få en effektiv losning, lastning og billettering. Der er nu plads til at udvide opmarchområdet, og der er bygget en ny toiletbygning her. Åbningen af de nye check-in faciliteter, toiletbygning og toldvisitation er sidste led i ombygningen på Color Lines område, og vi føler da at være godt rustet til at betjene vore gæster på en hurtig, bekvem og effektiv måde. De nye check-in faciliteter er en del af et større projekt som forbedrer trafikforholdene på havnen. Dette er blevet gjort ved at adskille færge-, havne- og bytrafik. De nye trafikforhold gør det nemmere for havnens brugere, beboere og turister at færdes på havnen. Omlægningen af vejnettet er et samarbejde mellem Skagerak Fiskeeksport, Hirtshals Havn og Color Line.