Nemt at finde gamle varer hos Fakta

Problem for kæden, mener kunde

VODSKOV:Hos butikskæden Fakta behøver det ikke engang tage fem minutter at finde varer, hvor sidste salgsdato er overskredet. Jørn N. Sundby, Vodskov, kan klare det på to minutter, og han mener, at kæden må have et problem. - Når man på hylderne i Fakta finder varer, der er for gamle, får man en pose kaffe som dusør. Siden august sidste år har jeg på den måde fået flere end 30 poser kaffe med hjem, fortæller Jørn N. Sundby. Han køber oftest ind i Fakta i Vodskov, men har også været i andre af Aalborg-områdets butikker. Problemet er det samme alle steder, fortæller han. - Tilsyneladende fungerer Faktas egenkontrol ikke. Men den egentlige årsag til problemet er efter min opfattelse, at kæden i sine bestræbelser på at skære omkostningerne ned ikke har tid til at gå hylderne efter for datovarer, når der skal sættes nye varer op. Ledelsen ikke flov Jørn N. Sundby fortæller, at han siden nytår har købt ind hos Fakta otte gange, og at de fem besøg resulterede i en gratis pose kaffe. Efterhånden er han begyndt at give poserne væk, fordi han ikke selv kan nå at drikke så meget kaffe. - Flere gange har jeg kontaktet ledelsen i Fakta omkring problemet, men tilsyneladende er man ikke spor flov. Direktøren skriver bare, at han bakker op om sine medarbejderes håndtering af dusørkaffen. Jørn N. Sundby understreger, at det på ingen måde er nødvendigt at lede efter de gamle varer. De står helt åbenlyst på hylderne. Intet problem NORDJYSKE Stiftstidende har forelagt sagen for Fakta-kædens chef, adm. direktør Claus Jensen, som ikke mener, at kæden har et problem: - Vi lægger stor vægt på at have friske varer på hylderne og har ingen interesse i at sælge varer, der er for gamle. Jeg kan også klart afvise, at vi prioriterer oprydningen lavt. Det understreges da også af, at vi ikke har får flere anmærkninger af fødevarekontrollen end andre butikskæder. - Jeg kan også tilføje, at netop Vodskov-butikken er en af vores bedst drevne med en af vores mest rutinerede butikschefer. - Men sagen er da også, at vi generelt ikke oplever, at folk finder specielt mange gamle varer hos os. Derfor er det påfaldende, at Jørn N. Sundby gør det. Manden har åbenbart gjort det til et levebrød, siger Claus Jensen. Han har dog ikke noget bud på, hvorfor Jørn N. Sundby i så fald skulle være interesseret i at gøre det sværere for sig selv ved at gå til avisen med problemet.