Gistrup

Nemt at sige landsbytosser

FRP:Det er utroligt og samtidig lidt smigrende, når man kan læse i NORDJYSKE Stiftstidende, at vi i Fremskridtspartiet skal have skylden for, at Dansk Folkeparti fører sig frem som de gør. Vi har aldrig i FRP været i tvivl om, hvad Pia Kjærsgaard og hendes to væbnede ville, nemlig magt, uanset hvordan. Det er da så nemt og bekvemt at kalde os i Fremskridtspartiet for landsbytosser og for halvidioter, i hvert fald for NORDJYSKE Stiftstidende, men hvad vedkommende lederskribent (7.10.) åbenbart ikke er klar over, har vi i Fremskridtspartiet en daglig dialog med en hel del af den danske befolkning, som ved, at vi ikke er topstyret, men har plads til forskellige meninger. At vi er et færdigt parti, som lederskribenten skriver, er vi vant til at høre. Man kan vel ligefrem sige som sangen fra Kim Larsen, at vi er de andre, som man ikke må lege med. Nu forholder det sig blot sådan, at der ikke er ret mange i den danske befolkning, der er uenig i vores politiske holdninger. Hvad angår FRP som sådan, er vi et parti, der er helstøbt og klar til de opgaver, der ligger foran os og den danske befolkning. Ole Rye Andersen medlem af bestyrelsen i Fremskridtspartiet,Flamstedvej 47, Gistrup