Udland

Nepal: Pilot var skyld i flyulykke

En flyulykke i Kathmandu med 19 døde var formentlig pilotens fejl. Han drejede for skarpt i for lav højde.

Nepal: Pilot var skyld i flyulykke

Det var formentlig piloten, der begik en fejl, da et lille passagerfly med flere udenlandske bjergbestigere om bord styrtede ned i Nepals hovedstad, Kathmandu.

Det oplyser det nepalesiske luftfartsministerium.

Propelflyet med to motorer var lige lettet fra Katmandu lufthavn med 19 om bord, da ulykken skete fredag. Det styrtede ned og ramte en flodbred nær lufthavnen.

Flyet skulle have været til Lukla, der er indgangsporten til Mount Everest. Om bord var syv britiske og fem kinesiske bjergbestigere. Alle blev dræbt.

- Piloten undlod at sikre den nødvendige radius, og det er den sandsynlige årsag til ulykken, siger en embedsmand i luftfartsministeriet.

Han forklarer, at flyet tog et skarpt sving efter at være lettet, men uden at være nået højt nok op.

Lufthavnen fortalte fredag, at flyets højre motor brød i brand efter at have ramt en stor fugl, og umiddelbart efter hamrede det ned i en flodbred og eksploderede.

Den nepalesiske embedsmand siger lørdag, at efter sammenstødet med fuglen foretog piloten det bratte sving for at komme tilbage til lufthavnen, men han havde ikke sikret sig, at flyet havde nok højde.

- Et flystyrt sker ikke bare ved, at en motor er ramt af en fugl, siger han.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst