EMNER

Nepals oprørere vil forhandle fred

Kathmandu, torsdag /ritzau/AFP De maoistiske oprørere i Nepal hilser våbenhvile velkommen. Nu er de parat til at forhandle fred, siger oprørslederen. Lederen af Nepals maoistiske oprørere er tilfreds med den våbenhvile, som regeringen har indført. Samtidig lover oprørslederen, at maoisterne nu er klar til at forhandle for at få afsluttet det årelange oprør, som har kostet flere end 12.500 menneskeliv. - Våbenhvilen er et positivt skridt, og vi hilser meddelelsen velkommen. Vi håber, at våbenhvilen gennemføres oprigtigt, siger oprørslederen Prachanda i en erklæring, der blev udsendt torsdag, og som også indeholdt meldingen om, at der kan forhandles. Onsdag meddelte Nepals regering, at det indfører våbenhvile, og tidligere torsdag lovede den, at den vil løslade en række maoistiske fanger, hvis oprørsgruppen går med til fredsforhandlinger. I sidste uge erklærede maoisterne en tre måneder lang våbenhvile, efter at oprørerne og politiske partier i fællesskab med held tvang Nepals konge til at opgive den enevældige magt efter flere uger med vold i gaderne. Det er tredje gang, at regeringen og oprørerne samtidig erklærer våbenhvile og forsøger at få gang i fredsforhandlinger. Ved de tidligere lejligheder er forhandlingerne brudt sammen, og landet er atter havnet i intern konflikt. /ritzau/AFP