Nervøs for det gode navn og rygte

{ KØBENHAVN: En lang række af problemer får nu Mærsk Mc-Kinney Møller til at frygte for den hæderkronede danske virksomheds gode navn og rygte. Problemer med tabte markedsandele på containerforretningen, Lindøværftets bragende underskud og it-bøvl har ifølge dagbladet Børsen fået den 93-årige Mc-Kinney Møller til at udtrykke sin utilfredshed i klare vendinger. Han er nervøs for, at de gentagne underskud og mange problemer kan true det gode ry og rygte, der ellers altid forbindes med navnet A.P. Møller. En brandingekspert peger sågar på, at de mange dårlige nyheder kan ende med at skade mottoet om rettidig omhu. Eksperten, der ønsker at være anonym, siger direkte, at det kan blive svært at tage mottoet alvorligt, hvis nedturen fortsætter. w