EMNER

Nervøsiteten breder sig

Under det første topmøde i Brøndby Hallen gik sejrssikre københavnske venstreløver rundt med budskabet om, at hvis ikke Venstre skulle genvinde magten, så skulle der ske noget i stil med terrorangrebet i Spanien.

Nu er der meget stille på den kant, og det er der to gode grund til. For det første er valgsejren ikke længere så sikker, og for det andet vil netop de københavnske liberale få skylden, hvis det kikser. Venstre står efter nogle forrygende målinger i begyndelsen af valgkampen til at tabe i forhold til sidste valg. Samtidig er Socialdemokraterne begyndt at gå frem. Begge partier har dog tabt i løbet af valgkampen, og i Venstre regner de med, at det skyldes, at det er de store partier, der får skylden for en valgkamp med overbud på overbud. Problemet for Venstre er, at det er De Radikale, der har samlet de vælgere op, som er trætte af løfterne. Derfor brugte Venstretoppen også en stor del af mandagen til at fortælle, at en stemme på Jelved er en stemme på Lykketoft. Håbet er, at de utilfredse borgerlige kan skræmmes tilbage i folden med billedet af Mogens Lykketoft på vej til Marienborg. Til gengæld kan Venstre ikke gøre meget ved de to andre problemer, som de har fået sidst i valgkampen. Opgøret om København, og beskyldninger om trusler fra Venstretoppen sender alt for tydelige mindelser om den Anders Fogh, som især de kvindelige vælgere fik efter udsendelse "Fogh bag facaden". Statsministeren har gjort et kæmpe arbejde for at slippe af med det hårde image og opbygge sin troværdighed som beskytter af velfærdsstaten. Det sidste fik et lille hak, da Folketingets formand, Christian Mejdahl, i går sagde sin mening om efterlønnen. Som om det ikke var nok på en mandag, så bragte gårsdagen også en måling, der viser, at Kristendemokraterne kan blive tungen på vægtskålen. Det vil giver Anders Fogh Rasmussen alvorlige problemer med at holde sine valgløfter. Kristendemorkaterne støtter nemlig ikke skattestoppet, så en valgperiode, hvor de har magten til at bryde det, vil være en valgperiode, hvor Anders Fogh Rasmussen hele tiden vil have fingeren på valgknappen.