Nervøsitetens holdeplads

Presset er stort på Aalborg DH, inden holdet spiller om fortsat europæisk succes

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bjørn Blomquist, cheftræner for Aalborg DH, synes her at bede de højere magter om hjælp forud for Champions League opgøret i Østrig. Foto: Torben Hansen

MARIA ENZERSDORF: Hvis et hold ikke er smånervøst allerede inden det træder ind på gulvet i hal 1 i Bundessport- und Freizeitzentrum Südstadt i Maria Enzersdorf syd for Østrigs hovedstad Wien, så kan den forholdsvist lange gåtur fra receptionen og til selve halområdet nok sætte gang i nerverne hos selv den mest erfarne håndboldspiller. På vejen passerer de gæstende spillere det ene trofæskab efter det andet, hvor Hypo Niederösterreichs 33 østrigske mesterskaber og otte triumfer i mesterholdenes Europa Cup - senere Champions League - er linet op. Og for endnu engang at understrege, at østrigerne ikke sætter deres eget lys under en skæppe, så er der også adskillige kopier af klubbladet "Champions". Aalborg DH-spillerne er for alvor at betegne som underdogs i en kamp, hvor kravet er en sejr, hvis man fortsat vil gøre sig håb om videre europæisk deltagelse i denne sæson. - Vi kan spille ganske frit, fordi vi er det klart undertippede hold. - Men vi husker også, at vi har overrasket dem hernede før, og det tror vi, at vi kan gøre igen, siger klubbens assisterende træner Allan Heine med henvisning til, at Aalborg DH sendte østrigerne ud af turneringen for fire år siden med en sejr i netop Østrig. Dårlig optakt Aalborg DH har ikke haft den bedste optakt til kampen grundet aflysningen af midtugekampen mod Team Esbjerg grundet de store snemængder, og derfor har holdet ikke spillet en kamp siden 18. november, hvor man tabte stort til SK Århus. Samtidig har man sagt farvel til playmaker Louise Mortensen, der har stoppet karrieren. - Vi havde virkelig håbet at vi kunne få en kamp i benene, for der er stadig nogle ting, der skal indstuderes med de nye spillere, men vi må gøre det så godt vi kan, siger Allan Heine, der også ser forskelle fra kampen i Østrig for fire år siden. - Lige som dengang har de en rigtig god startsyver, men så snart de skal til at skifte ud, så kan de få problemer, og det skal vi udnytte. Og så skal vi passe på sydkoreanske Oh, siger han.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk