Nervøst spil i dansk åbningssejr

Det danske herrelandshold i håndbold begyndte EM-turneringen med en sejr over de østrigske værter.

Danmarks Thomas Mogensen i bryder igennem det østrigske forsvar. Foto: Scanpix

Danmarks Thomas Mogensen i bryder igennem det østrigske forsvar. Foto: Scanpix

Stemningen var på kogepunktet i Tips Arena i østrigske Linz, da EM-værterne Østrig fik færten af en stor overraskelse mod de danske europamestre. Men selv om østrigerne kæmpede alt det, de havde lært, var det ikke nok til at forhindre Danmark i at trække fra i anden halvleg og sejre med 33-29. Danskerne leverede langt fra en overbevisende indsats, og især forsvaret tillod alt for mange nemme østrigske scoringer. Hjemmeholdet bed overraskende godt fra sig, løftet af massiv opbakning fra de knap 6.000 euforiske tilskuere. Landstræner Ulrik Wilbek var rasende ude på bænken, og skældte flere gange ud på Lars Jørgensen og flere af de andre danske spillere. Med en lidt heldig scoring fra Mikkel Hansen gik Danmark dog til pause med en smal føring på 17-15. Hver gang Danmark var ved at trække fra, hev østrigerne en scoring ud af ærmet. Som da holdet en mand i undertal tre gange skiftede målmanden ud med en markspiller og fangede det danske forsvar på sengen. Den modige idé kostede dog en enkelt gang straks en kontrascoring i den anden ende, da Hans Lindberg kunne score i et tomt mål. Men det var alligevel et bevis på, at Østrig med alle midler forsøgte at snyde Danmark. Danmarks bredde blev afgørende for kampen, da østrigerne blev ved med at tære på de samme kræfter, mens landstræner Ulrik Wilbek skiftede flittigt ud og hele tiden fik friske folk på banen. Blandt andre Mikkel Hansen, der lidt overraskende begyndte på bænken til fordel for Mads Ø. Nielsen, kom ind og satte sit aftryk på kampen med fem vigtige scoringer. Banens bedste spiller var dog playmaker Thomas Mogensen, som med syv scoringer og adskillige målgivende afleveringer effektivt åbnede østrigernes forsvar op. Det var på forhånd spændende, hvordan Michael V. Knudsen ville præstere, da stregspilleren har døjet med knæproblemer. Kort inden EM skulle begynde, blev der sået tvivl om hans EM-deltagelse. Men Knudsen fik med fire mål og flere gode aktioner i både forsvar og angreb manet alle spekulationer om, at han ikke er klar til at spille EM-turneringen, i jorden. Sejren giver Danmark et godt rygstød frem mod de næste to kampe i den indledende gruppe, som også tæller de langt vanskeligere modstandere Serbien og Island. Men forsvaret skal forbedres en hel del i de kommende kampe, for ellers bliver det svært. Det danske mandskab skal næppe regne med at tage de to point mod Østrig med over i mellemrunden. Det er nemlig kun point hentet mod mandskaber, som også går videre til mellemrunden, som danskerne kan tage med videre. Tre nationer fra Danmarks gruppe går videre, og trods den gode opbakning virker det usandsynligt, at EM-værterne ender på andet end sidstepladsen i gruppen. /ritzau/