NESA opgiver endeligt NVE

Energiselskaber 18. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Elselskabet NESA's købstilbud til Nordvestsjællands Energiforsyning (NVE) er udløbet, og tilbuddet bliver ikke forlænget. - Vi skal videre og vil ikke være bundet af tilbuddet til NVE, siger NESA's administrerende direktør Poul Lind. Der har nu heller ikke været meget at forhandle om, for købstilbuddet er blevet blankt afvist af såvel NVE's bestyrelse som af repræsentantskabet, selv om NESA havde forsøgt at vende stemningen ved at sende tilbuddet direkte til medlemmerne. Gentagne forsøg på at få NVE til at lægge spørgsmålet ud til urafstemning blandt de 17.000 elkunder og ejere er også mislykkedes. NESA vil med interesse følge udviklingen i Nordvestsjælland, og døren er fortsat åben, hvis NVE skulle ombestemme sig, lader Poul Lind forstå. NESA's fremtidsplaner går ud på at skabe markedets mest attraktive og effektive elselskab. Det indebærer, at NESA over en årrække skal vokse til dobbelt størrelse, og det stemmer overens med regeringens nye energipolitiske udspil, der slår fast, at der er brug for færre og større elselskaber. NESA's vokseværk bliver dog ikke overstået med et trylleslag. - En af de erfaringer, vi har gjort i forbindelse med NVE, er, at det kan tage tid. Omverdenen flytter sig, og der skal nok komme til at ske noget i elbranchen, men der skal være tid til grundige forarbejder, til en demokratisk proces og til den nødvendige dialog mellem de involverede parter, siger Poul Lind. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...