EMNER

Nesgård helt enig med Frank J.

Amtsformand støtter kritik af formand

NORDJYLLAND:Man kan ikke udelukke, at Helle Thorning-Schmidt er 100 procent enig med Frank Jensen i hans kritik af hendes strategi. Det mener formanden for de nordjyske socialdemokrater, fhv. rådmand Inge Nesgård fra Aalborg, der også er medlem af partiets forretningsudvalg. Hun erklærer sig personligt "helt og aldeles enig med Frank Jensen i hans analyse" i NORDJYSKE i går. - Vi har valgt en partiformand uden den store parlamentariske erfaring. Hun valgte - uden at spørge de kompetente organer i partiet til råds - at melde meget bombastisk ud, at med hende ved roret ville regeringen kunne indgå aftaler med Socialdemokraterne. Enhver regering ser det som sin opgave at drille oppositionen, og i dette tilfælde har den garvede strateg Anders Fogh Rasmussen straks set, at her var en åben flanke - og benyttet den, mener Inge Nesgård. Hun erkender, at partiet siden formandsskiftet har indgået en række forlig med regeringen. - Men vores indflydelse svarer ikke til vores partis størrelse. Regeringen har vidst, at for den ny formand var det vigtigt at få en aftale, og det forøger naturligvis ikke viljen til at give imødekommelser. Det er ærgerligt, at vi er blevet ydmyget på denne måde, men Frank har helt ret i, at sådan er det politiske spil, siger amtsformanden. Status i efteråret Hvad Helle Thorning-Schmidt mener, står hen i det uvisse, for hun vil ikke udtale sig til pressen i sin sommerferie. Inge Nesgård mener imidlertid, at den ny formand sagtens kan tænkes at nå til samme konklusion som Frank Jensen. - Helle er en begavet pige. Og når vi nu forud for efterårets politiske drøftelser gør status og diskuterer, hvordan vi griber tingene an i fremtiden, er jeg sikker på, at Helle vil tage de erfaringer, hun har gjort i de seneste måneder, med i sine overvejelser om den fremtidige strategi, siger amtsformanden.