Net skulderklap til vendelboer

VEB's cheftræner stopper og skal i stedet tage sig af talenterne

FREDERIKSHAVN/SKAGEN:Et flot arbejde med ungdomsspillerne i badmintonklubberne i Frederikshavn og Skagen får nu et stort skulderklap af Dansk Badmintonforbund (DBF), der har valgt at gøre de to klubber til et nyt talentcenter. I Danmark er der i forvejen ni kraft- og satellitcentre, hvor de største badmintontalenter bliver plejet og får tilbudt ekstra træning, og Frederikshavn/Skagen bliver således nummer ti i rækken. Sportschef i DBF, Flemming Wiberg, siger at der er tale om en belønning for at have produceret en række gode spillere i området i de senere år, og Peter R. Jensen, der er sportslig leder for de to klubbers overbygningshold Vendsyssel EB, er glad for, at forbundet har fået øjnene op for talentarbejdet i Vendsyssel. Målet med centeret er at give flere spillere mulighed for at udvikle sig til topspillere i Danmark. Badmintonklubberne i Bagterp og Bindslev/Tversted kommer også med i samarbejdet om det nye center, som man håber kan blive en realitet fra 1. juli. Den nuværende træner i VEB, Jan R. Jensen, bliver formentlig primus motor i trænerarbejdet med talenterne i Vendsyssel i alderen 11-16 år, og samtidig siger han farvel som træner for VEB's 1. divisionshold, der i øjeblikket er med i oprykningsspillet til Elitedivisionen. - Efter fire sæsoner i Skagen og Frederikshavn senest med to år i VEB har jeg været med til at få sporten på ret køl i området, og nu vil jeg gerne være med til at skole talenterne, siger Jan R. Jensen. - Der er en stor talentmasse i Vendsyssel, der bare venter på at blive udviklet i den rigtige retning, og rent praktisk er vi faktisk allerede godt i gang, da unge talenter fra hele området ofte får lejlighed til at træne med spillere fra VEB's 1. divisionshold. Også VEB's anden halvdel i den nuværende trænerduo, Henrik Geisler, har meddelt, at han stopper efter denne sæson. - Vi forventer at have en afklaring på trænerspørgsmålet i næste uge, siger sportslig leder Peter R. Jensen.