Politik

Netanyahu overvejer at udskrive formandsvalg i eget parti

Formålet er at ryste illusionerne om, at det er muligt at få skabt et oprør internt i det konservative parti.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu (th.), i samle med en partifælle fra Likud, Zeev Elkin, da parlamentets medlemmer torsdag blev taget i ed. Netanyahu, vil måske udskrive et formandsvalg i sit konservative parti Likud for at vise, at han har massiv opbakning i sit bagland.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu (th.), i samle med en partifælle fra Likud, Zeev Elkin, da parlamentets medlemmer torsdag blev taget i ed. Netanyahu, vil måske udskrive et formandsvalg i sit konservative parti Likud for at vise, at han har massiv opbakning i sit bagland.

JERUSALEM:Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, vil måske udskrive et formandsvalg i sit konservative parti Likud for at vise, at han har massiv opbakning i sit bagland. Det meddeler Likud i en erklæring torsdag.

- Formålet er at ryste illusionerne om, at det er muligt at få skabt et oprør internt i Likud, hedder det.

Det sker på et tidspunkt, hvor han kæmper for at få dannet en koalitionsregering efter et uklart udfald af Israels parlamentsvalg den 17. september.

Benny Gantz, som er Netanyahus nærmeste rival, har lagt op til, at Likud opgiver Netanyahu som leder og går ind i en koalition med Gantz' parti Blåt og Hvidt.

Blåt og Hvidt fik 33 pladser i parlamentet Knesset, mens Likud fik 32 pladser.

Knesset har i alt 120 pladser.

Israels præsident, Reuven Rivlin, har bedt Netanyahu om at gøre et forsøg på at danne en ny regering efter valget. Hvis det slår fejl, kan præsidenten give opgaven til en anden politiker. I så fald kan det blive Gantz, der skal gøre forsøget.

Rivlin har forsøgt at få Netanyahu og Gantz til at danne en samlingsregering. Men et kompromis mellem de to synes uden for rækkevidde.

Der har ikke været mange tegn på, at medlemmer af Likud har ønsker om at udfordre Netanyahu som partiets leder, men en af hans rivaler signalerede torsdag, at han måske vil gøre det.

- Jeg er beredt til det, siger den tidligere minister Gideon Saar uden yderligere forklaring.

Netanyahu havde torsdag møder med tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman, hvis nationalistiske Yisrael Beitenu-parti kan ende med at blive tungen på vægtskålen i en regeringsdannelse.

Men Lieberman insisterer på, at hans parti kun vil indgå i en enhedsregering med alle tre partier - Likud, Blåt og Hvidt og Yisrael Beitenu partiet.

- Vi vil ikke være partner i nogen anden regeringssammensætning, skriver han på Facebook.

Liebermans siger, at han ikke vil sidde i regering med ultraortodokse partier, som Likud har indgået en aftale med.

Medlemmerne af Israels nye parlament bliver taget i ed ved ceremonier torsdag.

Situationen er ekstra vanskelig for Netanyahu, som ventes at blive tiltalt for korruption. Der var onsdag høringer bag lukkede døre om sigtelser mod premierministeren, hvis advokater forsøger at overbevise anklagemyndigheden om, at der ikke bør rejses en retssag.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst