Betalingsmidler

Netbetalinger med Visa mere end fordoblet på et år

Antallet af netbetalinger med Visa-kort er blevet mere end fordoblet på et år. Især bruger europæerne internettet, når de skal betale for flyrejser eller billeje. Også Dankortet oplever stor fremgang på nettet, skriver Computerworld Online onsdag. Alene fra oktober til december registrerede Visa netbetalinger for mere end 19 milliarder kroner i Europa. Det svarer til en stigning på 136 procent i forhold til den samme periode året før. Visa har dog endnu ikke overblik over, hvor stor en del af de samlede kortbetalinger, der er kørt via nettet. Også Dankortet oplevede stor fremgang netop fra oktober til december. Alene i december blev der gennemført 3,6 millioner Dankort-handler på internettet, hvilket er mere end dobbelt så mange som året før, selv om antallet fortsat blot er en brøkdel af de mere end 400 millioner gange, Dankortet blev anvendt i december. (RB-Børsen: Tlf: 33411148 Fax: 33937450 E-mail: redaktion@rb-borsen.dk)