Musik

Netbutik lukket

KØBENHAVN:Med baggrund i en dom fra fogedretten i Århus har netadministratoren DK Hostmaster samt pladeselskabernes organisation IFPI fået lukket den danske del af netbutikken CD Wow, der sælger cd’er og dvd’er. IFPI har længe haft CD Wow i søgelyset for ulovlig handel med cd’er og dvd’er, skriver it-avisen Computerworlds onlinetjeneste. - Lukningen sker som en konsekvens af, at CD Wow parallelimporterer cd’er og dvd’er, hvilket er ulovligt. På trods af flere løftede pegefingre fortsatte selskabet med den ulovlige handel, indtil vi med rettens ord kunne lukke sitet, siger advokat Jakob Plesner, IFPI, til it-avisen. Lukningen blev allerede pålagt DK Hostmaster den 16. juli, men er trukket lidt ud. Jakob Plesner glæder sig over, at CD Wow nu ikke længere kan sælge på dk-delen af Internet. Det er stadig muligt at gå ind på CD Wows internationale site med endelsen .com. Herfra kan man komme videre til en dansk underside, oplyser Computerworld. /ritzau/