Netløsning for hundeejere

Nu skal man lede efter bortkomne hunde under hittegods på nettet

Dyr 15. januar 2007 05:00

HOBRO: Hvis Fido er ude at føjte og bliver lagt i halskæde af politiet, ja så skal ejerne ikke længere febrilsk lede efter en avisannonce for at se en eventuel fremlysning af kræet. Fremover vil politiet nemlig kun gøre opmærksom på hunde i varetægt via den almindelige hittegodsoversigt på politiets hjemmeside. Hvis ejeren ikke har henvendt sig senest tre dage efter offentliggørelsen på internettet, vil hunden blive aflivet. - Vi er jo blevet en del af en ny Nordjysk Politikreds, og i Aalborg har det i mange år ikke været kutume, at man offentligt averterer om bortløbne hunde, oplyser vicepolitiinspektør Jørgen Villadsen, Hobro. Han erkender, at systemet har den svaghed, at det jo ikke er alle hundeejere, som har net-adgang. - Men man er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe og spørge, om vi har fået en hund indleveret, siger Jørgen Villadsen. Tre hunde på sjov omkring nytår kan glæde sig over, at de nye regler ikke allerede er indført. De er blevet indbragt til politiet i tiden fra 2. til 7. januar, men man har valgt at give dem chancen efter gammel praksis. Der var annonce i avisen lørdag, og hundene kan altså frem til i morgen håbe på, at en ejer dukker op. Sker det ikke, kan de bogstaveligt bjæffe med på sangen om Himmelhunden. Jørgen Villadsen giver med denne beskrivelse hundejerne en sidste chance for at afhente deres hund: [ Hund 1: Golden Retriever, han, lys, ca. seks måneder. Optaget søndag 7. januar på Damhusvej i Assens ved Mariager. [ Hund 2: Labrador, tæve, sort, fundet i Trinderup og indbragt til politiet tirsdag 2. januar. [ Hund 3: Blandet race, han, sort, ca. 40 cm høj, indbragt til politiet 4. januar. De tre hunde lever indtil i morgen på Hundepension Vov Vov ved Hobro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...